mandag den 30. april 2012

Nu ventes der bare

Årh, har indtil videre haft en lidt vild dag.

Har været på Hvidovre og blive prikket i højre arm. Havde vildt erfaren, effektiv stikker der bare snakkede mig igennem det og var hurtig, præcis og tryg. Rigtig rart når man ikke er helt vild efter at få taget blodprøve.
Men de der graviditetshormoner er åbenbart ikke rigtig ude af kroppen endnu. Selvom de er faldet fra 1800 til 800 og så til 26 i dag. Men for at følge det helt til dørs skal jeg lige smutte derud igen på mandag. Heldigvis er de hurtige. Men det er da lidt ærgeligt at være sat på stand by. Graviditeten kom jo fordi vi gerne ville have en baby. Og den kommer i hvert fald ikke når vi lige skal vente til min krop bliver sig selv igen. Kom nu, krop.
Har lavet en graf til jer. Manner hvor er den flot


Men har da også været til jobsamtale. Har været lidt tøvende med at skrive noget om det for ikke at jinx'e det. Men jeg synes da det gik rimelig fint. Der er 4 kandidater, så nu er det bare at vente.
Og så søger jeg da lige nogle flere jobs i mellemtiden. Kunne godt overveje at blive den type arbejdsløs der sidder og drikker kaffe ude i solen i stedet for at sidde inde på et kontor i noget løntilskud(som man sagtens kan arbejde hjemmefra med. Kommer bare altid til at tage opvasken og vaske tøj og pudse sølvtøj og strikke i stedet for). Men venter i hvert fald på svar. Kunne virkelig være rart at få det. Og vide hvad der skete bare et halv-helt år fremover.

onsdag den 25. april 2012

Trafikformaninger:

Kære venner i trafikken:

Billist:
-Kig bagud og undlad venligst at smække bildøren op så den spærrer for en bred cykelsti i myldretiden. Specielt hvis der kommer cyklister. Og specielt hvis det er mig eller nogen jeg kender.
-Brug dog det dér blinklys, for fan.
-Kør kun over for grønt. Hvor svært kan det være.
-Overhold venligst færdselsreglerne generelt. De er der af en årsag. Det samme med fartbegrænsningerne.
-Og hvis der er noget blind vinkel og du ikke helt ved om du kan dreje til højre uden at meje en cyklist ned, så vent dog! og kig ordenligt efter. "Jeg så dig jo ikke" er ikke godt nok. Så har du ikke kigget ordenligt efter. Om ikke andet må du få din passager til at stikke hovedet ud ad vinduet og se efter.
-Kør ekstra pænt hvis du er taxa eller varevogn. I kører råddent. Tag jer dog sammen. 

Buspassager/fodgænger:
-Hvis der er et lille fortorv når du stiger ud af bussen er det meningen at du skal stå og vente på det indtil der er fri bane over cykelstien. Du har altså IKKE fortrinsret, men skal vente på cyklisterne. Det samme gælder når du skal på bussen. Så må du gå hen på det lille fortorv henne ved kantstenen og vente på bussen. Og ikke mase over når bussen triller frem. Ja, specielt dig på Christianshavns Torv.
-Kig du for når du går over vejen. Og hvis du er på vej over og der kommer en bil/cyklist, må du i hvert fald gerne lade som om du skynder dig. Specielt hvis du er minoritet og ikke ønsker at bidrage til mine fordomme. 

Cyklist:
-Kig dig for fan bagud iden du liiiige svinger ud. Og andre bliver nødt til at lave kæmpesving ud på kørebanen.
-Når du kommer hen til et rødt lys, og der allerede holder andre cyklister, så skal du IKKE køre venstre om og holde foran alle de andre. Du er bag i køen. Bliv der. Eneste undtagelse er hvis du starter OG kører så hurtigt at du er helt væk før de andre begynder at køre. Og det er som regel når der er lysegult. Jeg hader på dig hvis du triller op foran og er hundrede år om at komme i gang.
-Der er IKKE plads til venindekørsel i København i myldretiden. Som i at køre ved siden af hinanden og hyggesnakke. Specielt ikke hvis den ene eller begge er christiania-cykler.
-Hvis du har børn med der cykler usikkertog langsomt, så er det en god ide at undgå myldretiden. Hvis det ikke er muligt, skal du køre BAG dit barn, eller på YDERSIDEN af dit barn. Barnet er skærmet for andre cyklister, og du skal ikke hele tiden kigge bagud + slingre for at holde øje. Og husk cykelhjelm til både dig og barnet. I hvertfald til barnet i myldretiden. Ungen er ligeglad med om den får fladt hår.
-Vis af med armen når du stopper eller drejer. OG KIG DIG BAGUD. You are not alone!
-Hvis man kører langsomt kører man inde tæt ved fortorvet. Sgu.

Okay, det er selvfølgelig fordi jeg nogen gange bliver træt af andre mennesker i trafikken. Min kære veninde blev i fredags smækket ned af en bildør der åbnede, og er nu gul og blå og hudafskrabet i hele masken. Og cykel er til genoplivning. Rimelig dumt af bilist. Og virkelig svært at tage hensyn til når man cykler, for der er ingen forudgående varsler, og de bildøre kan åbnes virkelig hurtigt.
Der var så lige en bildør der smækkede op foran mig i går. Skete kun noget med håndbremsen og mit blodtryk. Men man kan altså slet, slet ikke liiige svinge ind der når man bare lige skal i centeret, altså. Og det var ikke engang myldretid, men et meget befærdet sted.  Bliver bare så træt af andre mennekser nogengange. Min kære veninde fik også lige nakket sin pung da hun træt og med en bachelor-med-snarlig-deadline hængende over hovedet var på møntvask.
Synes det er vildt strengt. Og at andre mennekser skal tage sig sammen. Så prøver jeg også at tage mig lidt sammen. Med ikke at være bitter på folk der offentliggør graviditeter eller billeder af nyfødte på facbook.

mandag den 23. april 2012

Arbejdsløs. Og jeg hader det.

Jeg bliver vist nødt til at skrive mig ud af det her. Det bliver ikke kønt. Men her kommer det altså alligevel:
Jeg er arbejdsløs.
En af de mange nyuddannede akademikere der ikke har et arbejde.
Og jeg hader det.
Har aldrig været ude for det før. Er desværre også kommet til at lade som om jeg ikke er det. Ved at have en kontorplads og en computer og alle mine fagbøger stående pænt i farveorden det sted jeg har skrevet speciale. Og har kommet der hver dag hele sommeren siden aflevering med undtagelse af obligatoriske 2,5 uges ferie + to fridage i august. Og har været der under pissebesværlig flytning og gider-du-ikke-lige-skrue-de-her-skabe-fra-hinanden. Og har været der siden forsvar af speciale. Som om jeg havde et rigtigt arbejde der. Med løn. Men det var løgn. Fik SU indtil jeg forsvarede, men har ikke set en eneste krone fra deres lomme. Nogensinde. Er stille og roligt begyndt at føle mig mere og mere naiv og udnyttet.
For der er ikke noget job til mig, også selv om jeg er blevet lovet et. Men der har aldrig været papir på det, og retrospektivt var det måske også ret naivt. Et af problemerne er bare at der ikke er nogen der har taget ansvaret, og de mener stadig ikke at jeg er blevet snydt for noget. Det mener jeg til gengæld. Men nu når det er ved at være tid til at få kolde facts på bordet og "Hvor ser I mig på denne afdeling i fremtiden", så er alle pengene pludselig væk, og det er dårlige tider. Og "vi må jo søge nogle penge til dig, men det skal du jo selv være med til, og så skal vi jo lige have udgivet den artikel først, så er der større chancer. Så du må hellere se at få skrevet den artikel, det er jo til dit eget bedste." Og det er det jo også. Føler mig bare så udnyttet. Og dum. Kan ikke finde ud af om jeg tør stole på dem og virkelig skrive den artikel. Den skal skrives, men det ville være fint hvis der var lidt mere støtte omkring det. Fx at jeg ikke skulle hive alt statistik i land ene kvinde. Føler mig bare allerede udnyttet, men jeg vil jo også gerne have en stilling hos dem. Synes ikke det er for meget at forlange at man rent faktisk får løn hvis man skal lave et stykke arbejde. Men det er der så nogen højere oppe i systemet der synes er komplet overflødigt. Forresten hopper jeg ikke på den der med at man skal bevise sit værd inden de gider ansætte en. Det har jeg gjort i 22 måneder. Hvis det ikke er nok, så bliver jeg alligevel slemt skuffet. Har sgu haft nogle psykopat lange arbejdsdage ind i mellem. Og ædt alle de sure æbler de 4 uger jeg havde arbejdstid der startede kl 4 om morgenen og først sluttede henne omkring kl 18. HAR fandme vist mit værd. Er bare sur nu. Men vil heller ikke brænde broer. For det kunne være rigtig fint. Hvis man bare fik den forbaskede løn. Så er jeg skam all your's!
Men jeg skriver mine 2 ansøgninger om ugen, pænt som man skal. Kan bare ikke rigtig finde ud af om jeg vil dem helt i virkeligheden, og det er klart en ulempe. Er sikker på man kan lugte det på dem. Ville være nemmere hvis jeg ikke havde nogen chancer på gl.afdeling.
Let's face it: Jeg er blevet sat på pause af min gamle kæreste. It's complicated. Og jeg kan derfor ikke finde noget nyt, fordi jeg stadig håber. Hvis det var en af mine venner ville jeg råde dem til et clean cut, få smuttet fra pause-kæresten og se at komme hel ud på den anden side.
Det er virkelig også bare dumt at brænde en god bro når man er arbejdsløs.
Suk.
Det ender bare med at jeg sidder og er sur på mig selv hele tiden. Og alting. Over at jeg ikke kan gennemtrumfe at de skal give mig løn, for de siger at der ikke er nogen penge. Over at jeg ikke kan lave clean cut og komme videre. Over at jeg er arbejdsløs og er for dum til at finde et arbejde selv. Der er heller ikke nogen ledige vasketider, og jeg er pisse forkølet. yes yes, kast-op agtig hoste og snot i pandehulerne. Heldigvis er jeg begyndt at kunne høre lidt igen. For et par dage siden var det 70% mundaflæsning og 20% lyd. De sidste 10% var jeg bare blank på. Og gættede mig til resten. Nogen gange lykkedes det faktisk.
Nu har jeg vist klynket ud. Skal også lige have skrevet en ansøgning mere. Røv og nøgler.

Kravlegård

Hvem skulle have troet at jeg godt kunne finde en lille smule ud af det?
Var ellers rimelig nervøs aftenen før.
For jeg er altså vandt(hedder det sådan?) til at kunne forberede mig OG have styr på hvad der forventes af mig. Ikke altid jeg har levet op til det, men så har jeg i hvert fald vist hvad jeg skulle bluffe mig ud af.
Men det her køre-bil-noget... det har jeg jo ALDRIG prøvet før. Og nej. Jeg har ikke lige "været rundt på en tom parkeringsplads". Altså ikke før i går.
Hvor jeg var på "manøvrebane", som det i virkeligheden hedder, men som alle bare kalder kravlegård.
Og jeg gjorde det faktisk ret godt. I hvert fald i forhold til min egen frygt.
Fik faktisk ros for min fake parellelparkering.
Vil lige brokke mig over to ting der gjorde at jeg ikke følte jeg kunne udnytte mit fulde potentiale.
1) Havde så bitchy en gearkasse at jeg skulle bruge to hænder for at tvinge den i bak-gear. Og det skulle jeg rimelig mange gange.
2) De megairriterende huller der var placeret i asfalten lige foran den kegle jeg skulle køre så tæt på som muligt, men ikke ind i. Hvis forhjulene var nede i hullerne var jeg 40 cm fra keglen, men så snart jeg kunne komme op af hullerne, rørte kofangeren keglen. Kørelærermand: "Hø Hø, Arm for Søren, Jeg håber du kan førstehjælp, for det var da vist lige en fodgænger, Hø Hø"...Ja, eller også er det jeres sygt hullede asfalt ... Nar. Arj, det var sgu okay. Bare irriterende når jeg ikke mener det er min fejl.

Men: Det gik fint, selvom jeg har været mega nervøs og udskudt det i en måned. Måske bliver det ikke så slemt herfra. Men det er sgu ikke fordi jeg er Woohoo omkring det.
Skal bare ud og øve mig vildt meget når jeg har fået det, tror jeg.
Første gang bag rattet

tirsdag den 17. april 2012

Jeg er ked af det.

Okay, jeg indrømmer det.
Jeg er pisseked af det.
Hele tiden.
Er udadtil ret kæk og nårmen-så-tager-vi-da-lige-på-arbejde-jeg-er-jo-ikke-syg, men når en af de meget begrænsede antal samtaler med andre mennekser mandag faktisk kun handlede om placenta(moderkage) og hvad der transporteres henover den, og hvor god den er til specifik transport hvis man er overvægtig eller har svangerskabsforgiftning, ja... så... Så kunne jeg kun tænke på at sådan en havde jeg lige mistet med en lille en indeni. Og jeg ved derfor rimelig grundigt hvordan sådan en ser ud i virkeligheden. Og det gjorde mandag stadig rimelig nas i lænden. Heldige mig.
(Og så kan man blive rimelig pissed på chef der klynker over at han havde lidt ondt i maven søndag efter  kun at have indtaget cola, chips og chokolade i et døgn... Idiot, altså).

Mine hormonniveauer er åbenbart ikke faldet nok, så jeg skal endnu mere stikkes. I højre arm. For i venstre stikker de en nål ind og roder godt og grundigt rundt indtil de accepterer at der finder de nok ikke noget ordenligt. Mere 1A ud til Hvidovre Hospital. Heldigvis er der ikke nær så mange drankere og junkier på blodprøveklinikken som der er ved akutmodtagelsen. Og heldigvis går det hurtigt. Havde taget arbejde med, men det tog kun 15 minutter fra ankomst til afgang, inkl venten.

Arbejde tirsdag burde egentlig være okay. Noget med planter og vandløb. Ikke særlig baby-relateret. Men det første jeg ser på lærerværelset er en stor, gravid, frodig kollega. Med fast job. OG kæmpe mave(og garanteret velopdragne børn hjemme der glæder sin til lillesøster og der er altid nybagte boller og en sød mand der har hentet ungerne og haft dem i svømmehallen).

Ved godt at jeg har ufatteligt mange ting at være taknemmelig over. Og det er jeg også.
Men jeg er også ret ked af det.
Over at der ikke kommer en lille en i slutningen af oktober. Over at jeg stadig er uafsluttet på Hvidovre. Over at jeg ikke for brug for den jordemoderaftale jeg stadig skal have aflyst.
Over at blive slået tilbage til start.
Over at blive snydt.
Over at skulle gennem morgenkvalmen helt forfra.
Over at skulle være bange for at det er min skyld. For jeg løftede da nogle tunge ting i påsken. Løb da lidt frem og tilbage. Sov da meget begrænset og afbrudt. Og lige inden det begyndte løb jeg også ned til stationen. Men det var jo bare et par minutter.
Jeg burde nok ikke tænke at der er min skyld.
Men jeg ved at næste gang(krydser fingre) kommer jeg til at blive vildt bange for at det skal ske igen. Jeg kommer til at liste omkring, og ikke ville bære noget tungere end en pakke havrefras. Måske bliver jeg nødt til at anskaffe mig sådan en pensionist-trolley til at købe mælk og danskvand i. Og begrænse mig til at vaske tøj til når nogle andre gider bære det fra 3. ned i kælderen og tilbage igen.
Jeg er rigtig ked af det.
Meget endda.
Det er også lidt irriterende at skulle tage happy-face på hele tiden. For jeg har ikke lyst til at alle skal vide det, og derfor kan jeg jo heller ikke sidde og tude hele tiden. Der er nok også noget hormonelt i det. For jeg bliver meget ked af små ting, men jeg er også hele tiden ked af at lillen er væk.
Måske er den bedste måde at komme over det at gå i gang igen. Men min krop skal lige finde sig selv igen, og sammen med Hvidovre skal vi lige være sikre på at der ikke er noget uden for livmoderen(fedt at kunne lægesprog når personale siger extra-uterin til hinanden og man ligger på noget briks).
Hvor længe er det okay at være ked af det? Og grådlabil?

mandag den 16. april 2012

Det Store Projekt, kapitel To.

Jeg prøver lige det der mobilblogging. Har godt nok utroligt fede fingre, men her kommer lidt billeder fra Det Store Projekt.
Jeg skrev om de stykker af 9. De er 30x30 cm og lægges ved siden af hinanden i 7x7 felter. Altså bliver de 2.1 meter på hver led.
Tror det bliver flot. Og i hvertfald dejligt at ligge på.
Og det tager i hvertfald virkelig lang tid at sy. Og det er nok meget godt tiden står lidt stille på den terapeutiske måde.

Overshare

Det kan godt være at indlæggene kommer som klumper i brun sovs.
Men til gengæld er de utroligt alsidige udi emne.
Bare stop med at læse her hvis du får det dårligt af blod.
Eller bare har et utroligt fjernt forhold til kropsfunktioner.

Der var nemlig nogen der skrev et nytårsindlæg. Godt nok i februar, men det gælder også selvom man lige skal tænke sig grundigt om en måneds tid inden man ægte ønsker sig noget.

Noget at det var det med en baby. Og det gik faktisk skidegodt i 11 uger. Ca indtil i fredags. Jeg tror normalt overhovedet ikke på sådan noget "åh, åhhh, fredag d. 13." Men jeg må indrømme at i fredags var den værste fredag jeg nogensinde har været med til. Ordet spontan plejer at mene sådan noget som "Hey, vi tager da lige helt spontant til Berlin/i tivoli/på kanalrundfart" og plejer at være hyggeligt.
Når abort kommer efter spontan... not so funny. De skriver også "truende abort" i papirerne. Lyder meget farligere, men det er jo ikke tomme trusler, for fan.
Men det der spontane abort er åbenbart noget de fleste prøver på et eller andet tidspunkt. Det var faktisk meget rart at vi ikke havde nået at blive scannet og ligge og tude til et billede. På den anden side er 11. uge åbenbart virkelig sent, så man bløder virkelig meget. Nu også med kontraktioner aka veer (light). Men de gør i hvertfald rimelig nas. Men så bliver det ikke en overraskelse senere hvordan sådan noget føles.
Til gengæld er der proppet med barnevogne, graviditeter og nyfødte ovre på facebook lige i øjeblikket. Synes faktisk det er lidt strengt. Når man nu er blevet snydt.

onsdag den 11. april 2012

Har du talt med din teenager i dag?

Velkommen tilbage.
Jeg har da lige været lidt langt væk. Til gengæld var det dejligt. Jeg har været i Jylland med andre folks børn.
Kom for mange år siden ind i FDF, og har ikke rigtig haft lyst til at komme ud siden.
Jeg har shoppet rundt mellem forskellige funktioner, og sådan noget spejder-snas er i virkeligheden utroligt mange ting. Efter min gymnasie/højskole-tid var jeg overbevist om at jeg kunne og skulle noget med musik. Og bevares, jeg er da habil til husbehov, men ikke nogen stor musikalsk begavelse. Ikke desto mindre var det på musikfronten jeg slog mine folder i de år. Senere blev det kommunikationen, og jeg skrev for et blad i flere år, indtil min gode redaktør stoppede, og jeg tænkte at nu var det vel også ved at være på tide. Skulle på det tidsunkt også i gang med kandidaten, så det var et meget naturligt stop.
Jeg har aldrig været så god til det med at mødes hver onsdag og have planlagt et møde, så det har været mere projektorienteret og med lidt større armbevægelser, så man forhåbentligt har kunnet nå hele landet rundt.
Derfor også kurserne.
Da jeg selv var i målgruppen fra ca 14 til 19 år har jeg råædt alt hvad jeg kunne komme i nærheden af af kurser og lederskoler. Kurserne er lagt i påskeferien og efterårsferien, og man arbejder så i en gruppe med en FDF-aktivitet som man håber at dygtiggøre sig med. Og masser af sjov. Man lærer nogle håndterbare skills, fx noget med at binde rafter sammen, lægge pressenninger over så det holder, og så lærer man at holde af hinanden, støtte, hjælpe og være en del af et stort fællesskab. FDF er en kristen organisation, så der er også tid til reflektion og eftertanke på et niveau der passer mig perfekt.
Da jeg blev for gammel var der lige et par ret tomme ferier. Heldigvis var det nogenlunde samtidig som højskolen, så jeg manglede det ikke helt så meget som frygtet.
Og så kunne man jo begynde så småt med at være instruktør på kurserne for de 13-14-årige.
Succes. Og lykke, da den rigtige opfordring kom. I form af en "vil du være i køkkenet?". Opfordring til at hakke, snitte og stege. For at se om man kan finde ud af at være på kursus som voksen. Om deltagerkontakten har været i orden. Om man har kunnet finde ud af at yde sit bedste med 5 timers søvn pr nat i kroppen over en uge. Om man er moden nok til at være et forbillede.
Jeg tror jeg var 21 på mit første kusus som medarbejder. Det er ufatteligt hårdt og ufatteligt givende. Man er 2-3 instruktører om 12-20 deltagere, man har dem i en uge, spiser med dem, sover i lejr med dem, holder dem i hånden når de har brug for det, underviser dem og udforderer dem.
Man er i en anden verden. Når jeg kommer hjem er det lidt som om at det liv jeg lever det meste af tiden i virkeligheden ikke er det rigtige, men det på kursus er.
Der er en særlig form for nærvær. Deltagerne får nogle stærke med uperfekte forbilleder i en uge, og der bliver evalueret tilbage at det er her man får lov til at være sig selv. Vi accepterer dig. Der bliver taget hånd og folk og forskelligheder bliver hyldet eller i hvert fald indberegnet.
Vi har mange styrker og virkelig dygtige folk. Alt bliver gennemarbejdet og overvejet.
En af vores styrker er nærværet. Deltagerne får nogle voksne der er deres. Et af elementer er noget vi kalder lysningssamtaler. Deltagerne får et oplæg. Denne gang var det med temaet "dig og din tro", om hvordan tro kan være forksellig, nogle er meget kristne, andre slet ikke, og de fleste er et sted midt i mellem, hvor de har stykket deres egen version sammen. En meget almindelig er at man ikke tror på de ting der bogstaveligt står i biblen, men klart kan tilslutte sig budskabet og de kristne værdier. Og måske er der nok en der holder af os og holder øje med os.
Så bliver deltagerne smækket ud på et stykke med græs og sol, men en god klat afstand imellem, og bliver bedt om at tænke lidt for sig selv. Efter et stykke tid går instruktørerne så rundt til hver enkelt deltager og spørger lidt ind til hvad de har tænkt på. Nogle har tænkt på oplægget, andre har noget derhjemmefra de gerne vil tale om. Det kan være teenage-problemer a la classic med forældre, det kan være med skolen, det kan være identitetskrise, jeg-er-ikke-god-nok osv. Det vigtige er at de hver i sær får lidt alenetid med en der er voksen, men ikke ligeså voksen som deres forældre. Det er en ventil, og man kommer tæt på, hvis deltageren vil. Der er nogen der også bare synes det er rart lige at få 20 minutters komplet ro og alenetid i en uge hvor der hele tiden er noget at lave eller nogen omkring en.
Jeg er vild med de oplevelser man får. Deltagerne flytter sig utrolig meget, fagligt og mennekseligt. De kommer jo også tilbage med et halvt års mellemrum, så man når at følge dem fra de er små, forsagte 14-årige til næsten-voksne 19-årige med initiativ, overblik, styrke, selvtillig og mange tætte venner.
Der er så højt til loftet og så stærkt et fællesskab at det kan føles rimelig leverpostejsfarvet at sidde på kontoret sådan en onsdag hvor det er gråvejr og de andre er til konference.
Det blev vist et langt indlæg. Hvis du er blevet nysgerrrig, søg på Seniorkursus Vork eller Seniorkursus Sletten på facebook.

mandag den 2. april 2012

Et sted i provinsen.

Jeg arbejder jo et sted langt væk, i Provinsen.
Jeg kommer primært fra stationen hen til arbejdet og tilbage igen. Har dog også lige været et smut rundt i det nærmeste by og opdaget at slikbutikkerne i byen kører priskrig på bland-selv-slik. Ikke dårligt.
På mine ganske, ganske korte ture har jeg fundet et par guldkorn:
Dette fine, fine brønddæksel findes på stationen, hvor jeg faktisk bruger en del tid på at stå og vente på toget. Ægte træ, ægte krummelurer og hængsler så man lige kan åbne for halvdelen.
Også et billede fra stationen. Jeg sagde jo at jeg ikke kom ret mange andre stedet. Til venstre, halv udenfor billedet står der at der er nogle ændringer, så dem der skal med det og det tog skal tage den og den bus i stedet for. Og så kommer det: "Det skyldes at broen for omfartsvejen skubbes på plads". Skubbes på plads. Er den skredet lidt eller blevet skubbet ud af plads, og så skal man lige skubbe den tilbage igen?
Formentlig bare noget med en ny bro over skinnerne hvor en ny bros elementer skal sættes sammen, men det var altså ikke det første billede jeg fik i hovedet.
Faktisk ikke fra stationen. Tydeligt nok en genbrugsbutik der hedder "d''IN GENBRUG"??
Det er ikke en fejl. Det står på samme måde på alle deres vinduer og over butikken.

Det' din genbrug? hvad sker der med versalerne?
Det er IN(som i moderne) genbrug? Ikke særligt rammende. Og måske også lige en ' for meget.
Din genbrug? Hvad laver apostrofferne der?
Jeg giver op. Ingenting virker logisk.

God påske!

søndag den 1. april 2012

Anmeldelseskavalkade #8 -Paustian

Her kunne jeg godt have skrevet et harmdirrende indlæg om underboerne der startede en uannonceret fest i går aftes kl22 og stadig er virkelig godt igang her kl lidt i 9 om morgenen.
Er lidt træt af Somebody that I used to know(på repeat mellem 23 og 01), Jeg har ikk lavet peng', og Midt om Natten. Sidstnævnte krydret med egen tvivlsomme vokal.
Sødemand var nede ca halv to og spurgte om de ikke snart skulle i byen, men der havde de været, og havde lige været nede efter nye øl. Men de skruede da gevaldigt ned i et stykke tid.

 I stedet! I stedet vil jeg skrive om en fantastisk aften på Paustian, der ligger ude i nordhavnen.
 Det bliver overhovedet ikke noget der minder om en objektiv anmeldelse, for jeg, Sødemand og en ven var der med en der arbejder der. Så der blev nok givet lidt ekstra gas. Kokken kom også lige ud og trykkede hånd inden maden. Og vinen var noget der bare kom, så det passede bedst muligt til maden. Med alle retterne er fra menukortet, der faktisk har utroligt rimelige priser.

 Vi startede med en lille hapser. En lille skål der smagte lidt af salt, groft knækbrød med laksesalat i, ikke større end en femmer. Men dejligt. Bare lige til at sidde ned på.
 Så fik vi Andeballontine, der er noget andekød og lever rullet stramt sammen og skåret i skriver, sammen med skonzonerrødder og mirabellekompot. Der var lidt dijon til, og det stærke fra den sammen med den søde kompot, de friske, sprøde rødder og anden gik utroligt godt i spænd med hinanden. Jeg fik dog lige hældt lidt rødder ned af mig selv, så jeg sad med et fint, fedtet sneglespor ned ad blusen resten af aftenen.
 Anden/tredje forret var hjemmegjort tartelet med en vildt god hummerbisque, bladselleri og æblestykker. Jeg har tidligere( et meget fancy sted) fået en hummerbisque der smagte alt for skarpt og kraftigt, og har ikke siden turde bestille det. Men denne her var fantastisk. Helt igennem fantastisk. Cremet, skarp, blød, sød, syrlig og æbler og selleri var friske og sprøde. Faktisk så godt at samtalen døde en lille smule imens. For man kunne da ikke koncentrere sig om andet imens. Det er sådan nogle retter der gør at jeg ikke fatter folk der går på kur, sådan på nupo/kålsuppe-måden. De går glip af masser af livsglæde ved ikke at unde sig selv noget virkeligt livsbekræftende at spise.
 Hovedretten var kalv stegt som vildt med waldorfsalat, kartofler og tyttebær. Paustian laver klassisk, dansk mad på den sofistikerede og kvalitetsorienterede facon, og denne meget retro ret smagte også dejligt. Kødet var med lidt persille og en dejlig sauce til. Kartofler og tyttebær var også lige i skabet, men jeg var faktisk mest vild med waldorfsalaten. Det er hundrede år siden jeg har fået det, og det må have været en juleaften hjemme hos min mormor og morfar da jeg ikke var særlig gammel. Kød og sauce lå på tallerknen, men resten var i små skåle, som man sendte rundt. Faktisk meget hyggeligt. Efterfølgende fik vi ost, der blev rullet hen på et rundt bord, og en kyndig ostedame forklarede og anbefalede og sammensatte en lille ostetallerken til og hver med det der passede bedst til os. Og der kom da også en lille brødkurv med hjemmegjorte brødsticks, knækbrød og flute til.
 Desserten blev for de flestes vedkommende en "fynsk bikube" med jordbær og chokolade. Jeg havde forestillet mig noget med honning og måske et stykke af en vokstavle, men det var en lille bikube formet sig marengs med syltede jordbær, flødeskum og chokoladestykker indeni.
Lidt brutalt show at få den åbnet, men sjovt og det smagte dejligt. Dog kunne der godt have været lidt mere smag i selve marengsen, og måske en tungere chokoladesmag indeni.
 Da vi var færdige var jeg mæt og glad og lidt træt, og frøs en lille smule.
 Konklusion: Når man først har fundet ud i nordhavnen og lokaliseret restauranten går det som en leg. Det er et dejligt sted med skøn, skøn mad til virkelig overkommeligt priser. Fx 4 retter for 435. Og der er absolut i orden. Kart anbefalelsesværdigt.