onsdag den 28. marts 2012

I (hjerte) life

Gæt lige hvem der skal hjem til mormor og morfar på søndag og spise frokost med frikadeller?
Jeg siger det bare.
Det er de samme der gik vildt hyggelig og lang tur på Amager Strandpark i går, og med nød og næppe undgik ellers uundgåelig Kæmpe Eskimo fordi der var hvidløgsflutes der ventede hjemme.

mandag den 26. marts 2012

Jobcenter my ass.

Er blevet indkaldt til noget de kalder jobsamtale.
Nej, man bliver ikke indbudt til at sidde og tale om et muligt job de evt gerne vil tilbyde en.
Har været til det en gang før, og var da rimelig entutiastisk omkring projektet. Man fik en "konsulent" tilskyttet (der ABSOLUT ikke er til at komme i kontakt på nogen måde, eller villig til at godkende et løntilskudsjob man selv har opfundet). Har blogget om det før her.

Nå. Men er altså indkaldt til det der varme luft og tomme floskler igen onsdag lige inden påske.
Og det passer mig røv og nøgler.
Men så er det heldigt at man selv kan ændre det, siger hjemmesiden. Bare tryk på knappen.
Og det gør man så.
For at få at vide at det skal man ringe til sit eget jobcenter for at gøre.
Og det gør man så.
Og bliver bedt om at taste 1 hvis man er komplet idiot, taste 2 hvis man vil aflyse sin jobsamtale eller hoppe i havnen, taste 3 hvis man er kontanthjælpsmodtager og ung mor uden uddannelse og bolig, taste 4 hvis man er dagpengemodtager og pissehamrende træt af det pis.
Og det er man så.
Og man venter i røret med ulidelig muzak til. Og får at vide at de skal bruge ens CPR-nummer for at betjene en korrekt, så det skal man finde frem(tak, jeg kan godt huske det selv). Og at man selv kan melde ferie på nettet. vente. Og man kan selv melde sig som ikke-ledig på nettet. vente. krafthelvede.
Når man endelig kommer igennem taster en eller anden netto-dreng ens CPR-nummer ind og fortæller at man skal til samtale onsdag inden påske.
Ja, tak. Det ved jeg. Det passer dårligt. Jeg vil gerne have det flyttet.
Nå, men det kan man altså ikke, for de har kun telefontid mellem 10 og 11på karrierecenteret(hvor jeg skal til samtale), så jeg må ringe i morgen.
Skrid. Der underviser jeg.
Hey, unger, kan I ikke lige være i laboratorie selv, uovervåget? Jeg skal lige ringe til en ventemelodi og en inkompetent løsarbejder.
Karrierecenteret er København Kommunes "dyre" satsning for at få akademikere under 30 trygt ud på arbejdsmarkedet på en kompetent måde. Sidste gang jeg var der mente affekteret mand der hele tiden kastede pandehåret ud af øjenene at jeg da kunne søge job som pædagogmedhjælper. Havde desværre sagt at jeg godt kunne lide at undervise, men havde også sagt at jeg ikke kan lide børn. Selektiv hørelse ud over det hele.

Jeg vil gerne evaluere det "Karrierecenter" med 48 kraftige æselspark i løgposen.
Har fået 0% ud af det, men har til gengæld været hidsig over det 90% af tiden jeg har beskæftiget mig med det. Og har ikke engang som udgangspunkt været hidsig.

Hvad med et morgenværtshus?

Undskyld mig.
Men gider I ikke holde kæft og sove når I kommer hjem fra byen næste gang? Eller blive i byen, tak.

Vågnede 05:30 søndag morgen. Hvad der føltes som 04:30 fordi en eller anden der kalder sig sommertid havde bøffet en time af min nattesøvn mellem 02:00 og 03:00.
Vågnede 05:30 og var rimelig gnaven på de båtnakker der var blevet smidt ud af IN(eller Laurits Betjent eller kulørbar eller guldhuset eller hvor fan de havde været), og havde famlet rundt efter hotdogs/pizzaslices og en taxa, som de fik til at køre hjem til min gade.
Hvor festen da ikke skulle slutte endnu.
Så den fik smaddergas. Fra 05:30 til 07:30. Hvor der var lyst, og det derfor ikke var super nemt at falde i søvn igen.
Prøvede at søge tilflugt i stuen (hvor der p.t. står 6 vaske tøj, noget på stativ, noget parat til sammenlægning) for at få lidt ro. Idioterne havde nemlig åbnet et vindue mod gården, så der var ekstra højtaler på, nu med ekko. Det var stadig meget tydeligt i stuen.
Tilbage til soveværelset, nu med ørepropper.
Did not work.
Overvejede i noget der ligner et kvarter og man kunne ringe til politiet og bede dem lukke festen.
Overvejde det næste kvarter om man kunne slippe afsted med at smide en brosten ind ad deres vindue. Fra gaden skulle det nok være. Ellers ville de lure at det var en der boede i gården. Men der er ikke sådan rigtigt nogen gemmesteder på gaden. Og jeg gad heller ikke ud på gaden i natbukser.
Det eneste der virkede var da de holdt deres forpulede kæft og slukkede lortemusikken.
Og vi var et øjeblik utroligt klar til at flytte ud af byen.

onsdag den 21. marts 2012

Dagens avisoverskrift:

Havde overvejet et indlæg hvor jeg bitcher på hvor dårlige folk er til at køre på cykel i København, men det her vinder:
Man kan selv læse artiklen her på Politiken, men jeg vil lige fremhæve dette fantastiske afsnit:





Stakkels, intetanende politistation. Den har ikke vidst hvad der ville komme.
Har også ret fint billede i hovede af en mand med et haglgevær, kokain i lommen, en sabel og to macheter på vej ned i køledisken i Rødovre, for bagefter at snige sig ud af forretningen med masser af våben og formentlig en ret stor portion koldt kød. Tænk at han ikke er blevet opdaget. Må egentlig også have været ret tungt.

:-)

Situationen i Frankrig er for alvorlig at skrive om lige nu. Vi tager culotte-manden.

mandag den 19. marts 2012

Det gør jeg helt bestemt ikke

Elsker facebook-reklamer der skyder helt ved siden af.
Som alle de tab-dig-og-find-dit-livs-kærlighed-mens-du-bliver-glad-for-dit-lortejob-adds der florerer lige efter nytår.
Og denne her:

De der yoga-kager...

For ikke at efterlade nogen i uforløst spænding må jeg lige komme tilbage til hvad der skete med de der yoga-kager.
Fandt en opskrift i "Kager der smager" på muffins med chokolade, kokos og mandler.
Jep, jep- Very yoga.
Fulgte opskriften heeeelt slavisk(altså ikke østeuropæisk sprogstamme-agtigt, men meget nøje).
Og hvad blev det til?
Små, hårde sataner, sgu. Bevares, de smagte fint. Det er lidt svært at få SÅ meget smør, sukker og chokolade til ikke at smage godt.
Men de mindede mest om noget helse-bar. Fungerede fint som yoga-kage, men de HF-elever jeg serverede dem for tidligere på dagen var da også begrænset glade. Dog glade.

onsdag den 14. marts 2012

Anmeldelseskavalkade #7 -Oysters and Grill


Ja, der kommer altså ikke nogen billeder med i denne omgang, for jeg havde travlt med at spise mad, og min mobil lå også ude i bilen.
Men: I går havde Søde-mand inviteret mig ud at spise. Ja, han er da egentlig ret sød. 
Billede er "lånt" af Politiken; http://ibyen.dk/restauranter/kokkehuer-mellem/ECE1310561/cofoco-drengene-rammer-igen-plet-med-skaldyrskoncept/

Vi bestilte soft shell crabs, blæksprutter, jomfruhummer og knivmuslinger sammen med grøntsagscrudité til forret.
Krabben var dybstegt og dejlig. Cruditeen var rimelig groft udskåret, men det er vel okay. Og en ordentlig klat dildmayo.
Sprutterne, hummerne og knivene var stegt sammen ”a la plancha” og væltet ned i en skål. Umiddelbart havde de bitte små knivmuslinger fået en snas for meget, og alle tre sager var blevet væltet rundt på noget varmt, der havde været varmt i noget tid. Og derfor med en fin hinde af olie med små flager af sod i. Ikke umiddelbart lækkert, men det var okay. Vi var glade og søde ved hinanden og jeg havde fødselsdag.
Til hovedret spiste vi bars og entrecote med pommes allumettes og en snas salat til.
Fritterne var 0.5x0.5 cm og rimelig mørke. Men gode. Mayoen vi fik til var ikke rigtig fantastisk. Konsistensen var mere a la krydderfedt.
Bars var dejlig. Kødet flagede fint og der var masser af dild og citron til. Oksen var også dejlig. Der var noget kryddersmør til, som godt nok var grønt, men ikke rigtig smagte af krydderurt. Tror også de har blendet det til ukendelighed eller har brugt frossent, for det var bitte bitte små stykker. Salaten der var til var lidt bitre urter med dijon-vinagrette, og den var lækker, men der var desværre lidt for meget af den. 
Hovedrettens delelementer var overordnet set dejlige, men eftersom alle delelementer var rimelig fede var der ligesom ikke noget til at friske op. Det tænker man ellers at skaldyr og sårn er.
Vi fik rødvin, lemonade og rababersaft, og alle delene var gode. Rababeren dog ret sød.
Konklusion: Godt koncept med gode skaldyr og gode bøffer. Lidt forstyrrende at der var sodet forret, og de burde overveje mængden af fedt. Men kan anbefales. Måske skal man bare tage et ordentligt glas hvidvin til forretten og nyde livet lidt mere.

mandag den 12. marts 2012

Anmeldelseskavalkade #6 -Media Machine


Søde-Mand havde inviteret mig i teateret i onsdags.
Østre Gasværk plejer at sætte nogle ret fede forestillinger op, så selv om det var et ukendt stykke gav vi os i kast med det.
Media Machine. Umiddelbart noget med at se på mediernes indflydelse på sandhed og evne til at formidle uden at farve.

Det var sådan set også det forestillingen handlede om. Zapperkultur, lødighed, klichéer.
Men det var eddersparkme dårligt teater. De overspillede. Stod med hver sin fjernbetjening og pejede på hinanden og sagde ZAP, når det stod i manuskriptet.
Det virkede som om en gymnasieklasse eller måske en 9/10 klasse havde haft temauge om medier, og nu opførte et stykke om det. Er det egentlig folks rigtige personligheder når de giver den som grænsesøgende, mentalt udfordrede og promiskuøse i Sunny Beach eller på Paradise? Er det bare for at komme mest mulig på skærmen? Og hvor meget krig er der de steder hvor stationens udsendte medarbejder befinder sig for at berette om krig?
Alle disse spørgsmål tog den lille, bitte forestilling op, og ingen blev besvaret. Her kunne de kære skuespillere måske godt lære noget at de så udstillede og forhadte journalister.
For der kom ingen svar på spørgsmålene.
De gravede ikke i sagerne.
Det hele var på en eller anden måde smurt ind i berøringsangst, og ingen navngivne programmer blev nævnt. Der blev mere talt om ”Stationen”, ”Programmet”, ”Deltageren”, ”Casteren”.
Det var ikke overdådigt, det var ikke spændende, det var ikke provokerende, det var ikke chokerende og det var ikke sjovt.
Jo, vi lo da ved en enkelt scene. Desværre.
En af skuespillerne havde akondroplasi, dvs dværgvækst. Så det var selvfølgelig hende der skulle være den promiskuøse og grænsesøgende der håbede at komme med i noget reality og derfor trænede ”hot poses” og maste brysterne sammen med hænderne, løftede op i jakken og bouncede booty. Det ville ikke være morsomt hvis det havde været en af de andre skuespillere. Det var freak show, og jeg havde det rigtig dårligt med at de udnyttede det på den måde.
På hjemmesiden kan man læse noget om ”en interaktiv forestilling med videodesign på storskærme indbygget i en ti meter høj scenografi”.
Ja tak. De der storskærme og den ti meter høje scenografi var sguda bare det der stod der under Jazz, Love &Henderson.
Og det interaktive? 4 publikum blev trukket op på scenen og sat til at spille i stedet for skuespillerne med kæmpe headsets på, og så sad skuespillerne nede blandt det resterende publikum og hviskede i ørene hvad de udvalgte skulle sige. Ikke så interaktivt. Man kunne i hvert fald ikke manipulere eller påvirke forestillingen. Det hjalp selvfølgelig at en af de udvalgte var vildt sød.
Men det var kedeligt og ligegyldigt. Det var slet, slet ikke provokerende nok. Det gravede ikke i tilrettelæggelse af tv, som man sagtens kunne have gjort. De var ikke med bag kameraerne på noget reality-program. De havde ikke talt med Kaare Sand.
Konklusion: Desværre var det et rigtig ligegyldigt stykke uden mål, uden dramatik, uden spænding og uden følelser. Spil et brætspil i stedet for.

torsdag den 8. marts 2012

Kampdag på bloggen

Kvindernes internationale kampdag skal ikke gå ubemærket hen her på bloggen.
Det er rigtig nok at der er lavet en masse regler der skal sikre kvinderne ligestilling, eller i hvert fald undgå direkte diskrimination.
Men det er bare ikke godt nok.

Jeg mener ikke nødvendigvis at kvinder SKAL mases ind i bestyrelser og lederposter, selvom jeg sidder på en arbejdsplads med 9 fastansatte mænd mellem 37 og 70 i ledende stillinger, 5 fastansatte kvinder i laveste stillinger med korteste uddannelser(også "voksne"), og 13-14 kvinder og en mand i (meget) tidsbegrænsede stillinger, i alderen 26-38. Desværre er det sådan i universitetsverdenen, at dem der bliver ledere ikke bliver det fordi de de dygtige ledere, de har bare været der længst. Hvilket også har resulteret i en lammende dårlig afdelingsleder der pjækker fra møder han ikke gider og mener han kan sex-chikanere som det passer ham. Andre i miljøet har betænkeligheder ved at ansætte en af hans utilfredse underordnede af politiske årsager. Man må åbenbart ikke snuppe de andres medarbejdere. Også selvom "The evil one" faktisk er holdt op med at give folk løn.
Men der tegner sig et billede. Indenfor medicin og de bløde naturvidenskabelige fag er der stor overvægt af kvindelige studerende og unge dimitenter. Så forhåbenlig vil billedet vende når "De Gamle Mænd" smutter på pension. Men det tager nok bare lidt tid.
Et problem der kunne spænde ben for denne relativt naturlige evolution på arbejdspladsen er der dog ikke taget hånd om.
Når disse dygtige, arbejdsomme, ambitiøse og veluddannede kvinder bliver klækket ud til arbejdsmarkedet er vi  tikkende barselsbomber. Det er vores opgave at føde nogle unger, så der er nogen til at trille tur med de gamle i fermtiden. Det skal vi nok gøre. Vi bliver nok nødt til det. Mændene kan i hvert fald ikke endnu. Men det er satme dyrt for sådan en virksomhed at have folk på barsel. Og de vil faktisk helst undgå det. Det er der ikke noget at sige til. Hvis man er forretningsdrivende og har udgydt blod, sved, tårer og måske mistet et par venner eller en kæreste under opbygningen og det lille firma, så kan man formentlig godt blive en lille smule bitter over at have ansat en medarbejder der faktisk ikke tilfører firmaet værdi i et års tid, men bare skal have penge. Det kan dræbe et firma, og det er ikke fair. Men det er sgu svært at have gennemgået opgaver, personlighedstest, samtaler og flere test i kapløbet om drømmejobbet, og så have lidt på fornemmelsen at de da godt kunne se man var i den fødedygtige alder.
En bekendt med et enkelt barn var på forretningsrejse, og en aften over et glas rødvin fik hendes overordnede fortalt at hun altså skulle til at få det barn til, for så ville de altså gerne forfremme hende. Men hvis hun lige kunne være på det barsel hun jo nok skulle inden, så ville det være nemmere at give hende den højere stilling.
Det kan godt være at arbejdgiverne ikke MÅ indberegne sådanne faktorer når de skal ansætte eller forfremme en medarbejder. Men de GØR det da. 
Hit med løsningen. Hit med en central barselsfond. Enkeltmandsvirksomheder behøver ikke være med. Men de må selvfølgelig gerne. Ellers skal alle firmaer død og pine indbetale et-eller-andet-fastsat-på-baggrund-af-deres-lønninger beløb. Så de kan ansætte kvinder og mænd på lige fod, og ikke være bange for at skulle udbetale en eller anden ny-ansat barsel lige pludselig.
Desværre er det ofte sådan at det er kvinden der tager hele barslen udelukkende fordi manden tjener mest, og det derfor samlet set vil være mest lukrativt for familien at kvinden tager hele barslen. Det er et andet problem, der er sværere at løse, men med en central barselsfond er vi da kommet noget af vejen. 
Ønsker mig forresten denne kvinde-power-kæde fa JEWLSCPH:

onsdag den 7. marts 2012

yoga-kager?

Næste gang jeg skal til yoga har jeg fødselsdag.
Jeg påtænker at tage noget med. Fordi det er hyggeligt, fordi det er et rart sted at være, og det vil jeg gerne anerkende på en eller anden måde, og fordi jeg synes det er mærkeligt hvis man er sammen med nogen der ikke "kommer ud med" at de har fødselsdag.
For man vil gerne ønske tillykke og være med at fejre lidt, og der er også mere fødselsdagsmagi.
Fødselsdagsmagi er det der skær der står om en når man har fødselsdag og kan mærke at i dag, I DAG! er man lidt speciel. Og det hele handler lidt om en. Man får mere magi jo flere der er med til at fejre, og man kan gå og smile lidt hele tiden.  Alle skal være søde ved en, og smile til en. Man får mere af at dele. Elsker når det er sådan. Sådan er det også med glæde, og heldigvis lige omvendt med sorg.

Men tilbage til det med at være særlig, bare for en dag. Det bunder nok lidt i barndommens kamp-for-mest. Kampen for mest gav sig til udtryk ved at når der blev delt vingummi-blandingsslik ud, så ville alle have kirsebærret, for det var den største vingummi, og hvis det var flødeboller, så ville man have dem med kokos, for så fik man en hel flødebolle OG kokos. Altså mere! F*ck med om man kunne lide kokos. Det handler om mest.
Også mest opmærksomhed. Og det får man jo når man har fødselsdag. Hurra for det!

Men det handlede jo om at dele noget af sin fødselsdagsmagi. Blandt andet ved at fortælle at man har fødselsdag, så andre kan blive glade for at det virkelig er en helt særlig dag.
Så jeg tænker på at tage noget med. Men det er jo ikke lige i yoga-ånden at troppe op med 4 dancake-roulader. Det må sikkert gerne være øko. Men det er der meget få ting i vores køkken der ikke er i forvejen, så det går nok. Men det anbefales at man ikke spise for tung før og efter yoga. Mest før, så det bliver kageuddeling efter. Det aller sikreste ville nok være at troppe op med en raw-food-kage, men det går altså ikke. Det skal med to gange i tog og to gange på cyklen, og være på farten far 06.30-17.30. Det går simpelthen ikke. Og så gider jeg heller ikke spise det selv.
Tror jeg bager små muffins, og så smækker et hindbær på toppen for well-ness. Så må de lade være med at spise dem, hvis det er det. Eller gemme til senere.

mandag den 5. marts 2012

Anmeldelseskavalkade #5 -Bliktrommen


Torsdag aften i sidste uge havde min søde-mand fået fingre i et par fribilletter til Bliktrommen på Betty Nansen.
Vi nåede det lige til tiden, og havde egentlig ikke haft tid til at finde på en masse forventninger.
Stykket er skabt om den lille dreng Oskar, der på sin 3 års fødselsdag får en bliktromme og bestemmer sig for ikke at vokse mere.
Man får det hele med. Hvordan hans forældre møder hinanden, hvordan han kommer til verden, hvordan han ser forældrenes interne forhold, og hvordan han har et nærmest ødipalt forhold til sin mor. Men det er vel meget normalt når man er 3 år og har bestemt sig for aldrig at vokse mere. Basta.

Nikolaj Lie Kaas kører med klatten. Han har lange monologer, men jeg blev ikke træt af ham. Monologer er tit lidt ødelæggende for teaterstykker, for det virker enormt kunstigt at en eller anden står og taler med sig selv ud i det tomme rum/publikum. Men Oskar var i gang med at fortælle sin egen historie. Til os. Så nu skal vi altså lytte. Han kommenterer handlingen direkte til publikum undervejs, og det fungerer faktisk rigtig godt.
 Umiddelbart lyder det ikke grænseoverskridende fantastisk.
Men den er sjov. Faktisk god, gedigen, gammeldags skæg. Så man griner højlydt. Og det er sjældent jeg ægte griner over forestillinger. Det plejer mere at komme ud som et smil kombineret med et fnys. Men nej. Ægte latter.
Scenografi og kostumer var dejligt afbalancerede til handlingen. Er normalt lidt gnaven med det hvis stykket foregå under en krig (her anden verdenskrig), for jeg hader at gå i teateret og se på gråt i flere timer. Og lidt for tit kommer scenografien og kostumerne til at udtrykke håbløshed og trøstesløshed med grå, brun og mere brun.
Men det var dejligt her. Der var lidt farve og lidt pænt tapet og ægte møbler. Og en meget spændende vinkling på det der overhovedet ikke virkede søgt.
Og vi så masser af kendisser. Heller ikke dårligt. Namedropping: Helle Brønnum Carlsen(Madanmelder og kogebogsforfatter), Eddie Skoller(gammel flødehorn med vat på hovedet), Bent Fabricius-Bjerre(komponist jeg skrev 3.g.-opgave om i gymnasiet (og fik 10)) og sidst, men absolut ikke mindst: Morten Grundwald(Benny fra Olsenbanden, Frede fra Slå først Frede, Smukke Arne fra Smukke Arne og Rosa og så videre). De to sidstnævnte er klart de sejeste. Søde-Mand måtte også lige over og trykke Morten Grundwald i hånden i pausen.
Konklusion: Absolut seværdigt stykke. Ikke lifechanging på eftertænksomhedsfronten, men faktisk sjovt.