lørdag den 29. december 2012

Evaluering af nytårsønsker, 2012

Jeg postede nogle nytårsønsker en gang i starten af februar.
Tænker det må være på tide at evaluere og opsummere lidt på det.

Punkt 1: Sund og rask baby via nem graviditet.
Status: Er i hvert fald tyk. Har rimelig overskuelig graviditet, i hvert fald so far uden indlæggelser, graviditetssukkersyge, bækkenløsning og andet pis(og lad det blive ved sådan (7-9-noget af træ)). Og baby viser alle tegn på at være sund og rask. Fantastisk, egentlig.

Punkt 2: Fuldtidsjob, evt. undervisning.
Status: Ikke ligefrem fuld tid, men helt klart med muligheder. Synes det går den rigtige vej. Er virkelig glad for at komme ud af arbejdsløshedslabyrinten. Mit selvværd kan helt bestemt ikke klare det i længere tid ad gangen.

Punkt 3: Nyt sted at bo.
Status: Næh. Det må så komme i 2013. Er heller ikke så vigtigt, egentlig. Kan godt vente lidt.

Punkt 4: Kørekort.
Status: Tjek!

Punkt 5: At familie stadig har det godt.
Status: Stort set tjek. Min mor brækkede benet i pinsen, og det gider ligesom ikke rigtig vokse sammen. Det må det meget gerne komme i gang med. Og at min morfars gamle søster er kommet "hjem til gud" er vist okay, også for hende.
Og er stadig lykkeligt gift :-)

Egentlig rimelig godt klaret, 2012. Thumbs up.

Er taknemmelig.

Juleaften, som det endte

Juleaften har været et ømt emne for mig i år.
Og lad os bare sige at jeg havde ret på mange punkter, men også tog fejl på nogle.

Der var rent faktisk pyntet op a la jul da vi kom.
Vi havde kuppet konceptet og medbragt eget juletræ. Bare for at være sikker på at der var et(det viste sig at produktionsskolen selv solgte juletræer, og da havde et par stående der ikke var blevet solgt, så nej, det var da slet ikke besværligt at fise København rundt d. 23 efter et hundedyrt juletræ, og hive det med til Lolland-Falster). Nå. Det var jo os selv der ville have det med.

Jeg tror meningen havde været at der skulle vises hyggelig julefilm fra ca kl 16 og frem, så vi kunne samle os på lounge-sofaer der var lavet af gamle hospitalsmadrasser og hygge. Farmor havde heldigvis taget 800 patchworktæpper med til at camouflere de gamle bremsespor og urinpletter.
Men yngste fætter satte sig i stedet til at spille FIFA-et-eller-andet-fodboldspil på storskærmen, og det fortsatte ligesom hele aftenen, kun afbrudt af spisning.

Vi var 27...
Ved et alt for stort bord. Så stort at man ikke kunne tale med dem der sad overfor.
 Maden var ret lækker. Sådan til enhver anden lejlighed. Vietnamesiske forårsruller(meget trendy for 2 år siden :-)), pulled pork(meget trendy for folk med grill-tendenser) med coleslaw, rødkålssalat og burgerboller. Godt nok med ris a la mande til dessert, meeeenn... Ikke sådan udpræget juleagtigt.
Man kunne faktisk også godt blive lidt i tvivl om hvilken type arrangement det var, mest på grund af alle de taler der var under maden.
Taler?
Ja. Taler.
Værtsfamilien havde i foråret en søn der var i konfirmationsalderen, og tog til New York i stedet. Det må man sådan set godt for mig.  Men det blev lidt underligt da drengen rejste sig op og holdt takketalen under julemiddagen. Den var skam underholdende nok (han glemte måske lidt sine forældre), men det var sgu lidt akavet.
Værtsparret blev også hemmeligt gift for en 10-12 år siden, og det er kommet frem for et par år siden. Det må de sådan set også godt. Bare lidt underligt at både Gom og dennes far lige følte at de blev nødt til at sige et par ord. Kan egentlig ikke helt huske hvad de talte om.  Er måske bare ikke vandt til taler juleaften. Er mere vandt til at tale sammen.

Der var jo også noget med gaver. Dem måtte man ikke give, og hvis man overhovedet ikke kunne lade være, skulle man sove på hospitalsmåtterne og vente til d. 25.
Heldigvis har jeg en tante der nogle gange er et meget lille barn. Og kom trodsigt ind med en ordenlig favnfuld gaver og smækkede dem under træet. Og måske lige havde købt 2-3 flere, bare i trods.
Vi dansede om juletræet og nogen begyndte på noget Gaver-Gaver-Gaver-kampråb, og så delte vi gaver ud, sgu. Og åbnede dem. Vi var jo også nogle der ikke blev og sov. Hvornår skulle vi få gaver?
Men det var synd for værtssønnerne. For deres forældre var så tro mod konceptet, at mens vi andre fik gaver og hyggede os med det, blev de pænt bedt om at vente til i morgen. Og NEJ, det gjaldt ikke at klokken blev over 12. Man skulle sove inden. Så de spillede lidt fifa.

...ej, det var altså mærkeligt. Synes ikke om det.
Der var ligesom heller ingen struktur på det. Der var ikke rigtig nogen der lavede kaffe eller satte guf frem, selvom der var en der kun stod for kaffe og the, og to der stod for guf.
Er også bare klynket. Har slet ikke fået nok and eller flæskesteg eller æblerogsvesker eller æbleskiver denne jul.

Blev måske også en lille bitte smule skuffet over gavehøsten. Heldigvis ikke af mand eller forældre. For det var dejligt(smykker :-) ). Og jeg er da også rigtig glad for ting til Lillen (bare lad være med at skrive udenpå at det er til mig. Det er jo løgn).
Ved også godt at 17-årige brødre er i det sted i livet hvor de udelukkende kan give skodgaver, og det er helt i orden. De kommer over det.
Har ellers høstet et bog jeg har læst(uden byttemærke, skal lige have føtex-bon fra giveren), en hjemmestrikket poncho(strikkede en selv i november(og giveren ved det altså godt)), og et par dækkeservietter + tube med chokolade.
Utaknemmelige skarn. Men kan virkelig ikke skjule skuffelse, og sødemand synes det var så synd for mig.

Nå, men den jul gør vi altså ikke igen.
Bliver helt naturligt anderledes næste år, men er allerede så småt i gang med at planlægge absolut traditionel jul, evt med forældre + svigerforældre og noget brændeovn og stråtækt bondehus. Og vigtigst: med datter og mand.


lørdag den 22. december 2012

Glædelig jul og nemme point

Gaverne er i hus, pakket ind, påsat tilogfra-kort... og har bånd, papir og kort der kan holde ud at være i nærheden af hinanden. Puhaaa. Kæmpe stort hak på tjeklisten.
Og julefreden har nogenlunde sænket sig. Min stakkels mormor ringede i formiddag, og skulle helt klart lige have et par ting ordnet fra sin tjekliste. Blandt andet at min gamle vugge(håndsnedkereret af min far) i usamlet tilstand nu var ankommet fra Ålborg, og kunne hentes. Og at min morfars gamle søster var død i morges. En skøn, gammel kone, der efterhånden var temmelig ukontaktbar. Og meget begrænset. Trist og okay på samme tid, som det er når det på den måde er ventet.
Men min stakkels mormor var helt stresset, det lille pus. Har hele huset fuldt, og skal holde jul og ordne ting og al muligt.
Og i den anledning kommer her et tip til nemme julepoint i form af hjemmelavet juleknas, for alle skal føle sig tilstrækkelige og elsket i julen, også af sig selv.
Choc-orange-knas:

Du skal bruge;
200 gr overtrækschokolade
Ca 1/2 liter cornflakes(evt lidt flere)
1øko appelsin

Smelt chokoladen(jeg gider ikke det der vandbad, men det må man heldigvis selv om).
Riv det yderste af appelsinskallen fint af, rør det i chokoladen.
Vend cornflakesne i, til de er helt dækket af chokoladen. Der kan som regel være lidt flere i end man tror.
Sæt klatter ud på bagepapir eller i muffinforme.
Lad tørre, evt i køleskab(hvis der er plads).
Æd:-)

Glædelig jul!

mandag den 17. december 2012

Gravid-kortet

I hvor høj grad kan man tillade sig at spille gravid-kortet?

Er jo faktisk på vej ind i noget hvor der er under 3 måneder til at der burde ske noget(og burde derfor fræse rundt ude i IKEA med en af de store vogne).

Tænker på nytår.
Ville for en måneds tid siden rigtig gerne til nytårsfest i Aarhus med nogle virkelig hyggelige mennesker.
Og vil egentlig stadig gerne.

Er bare begyndt at tænke lidt over det der med at alle de gravide skal op af stress-bassinet og tage sig sammen, så de ikke får dårlig placentafunktion og daglige tudeture(og skal holde op med at vågne om natten og lige få lyst til at stå op og tage opvasken og skrive nogle til-og-fra-kort så det kan tjekkes af på todo-listen).

Det kommer sig af at SødeMand og jeg var til aldeles afskyeligt julearrangement i går hos min egentlig meget søde, biologiske far, men desværre også hans grumme, grumme kone og dennes yngel og yngel-yngel (en enkelt er faldet heldigt ud og har en sød kone (der var snottet og sløj) og et par søde børn). Men ellers havde jeg hele tiden bare lyst til at gå, og var i konstante "hvornår kan man tillade sig at smutte"-overvejelser.
Gik lige en ekstra gang på toilettet, bare for at se om jeg skulle tisse, og blev derude liige lidt længere tid, bare for ikke at være sammen med dem.  Det er altså ikke meningen, vel?
Og Konen var, som jeg havde antaget, en af dem der hilser først på maven(€%€##%#€%#!!!). Nåede at gribe hende om håndleddet da den var på vej mod mål. Hun siger "Nå, det vil du nok ikke have", jeg svarer nej, får knus, og bliver ALLIGEVEL lige aet på maven. Hvad fanden er der galt oppe i hovedet på folk? Biologisk far også uden situationsfornemmelse. Gik forbi ham med ryggen til for at snuppe mine sutsko op af tasken, så griber han om maven BAGFRA og får lige kørt begge hænder godt rundt (WTF?.. røv, altså).

Følte mig befamlet og raget på og i høj grad forulempet. Får lyst til at sige krænket.

Da vi er på vej hjem (fik virkelig hurtigt tøj på da de andre begyndte at trække op til at gå) siger Ko(n)(st)en "Når hun så har født, så gider hun nok ikke sidde op rådne op i den lille lejlighed, så kommer hun nok tit på besøg her, så kan hun lige gå herind med barnevognen"... Hell to the NO! Gu skal jeg da ej komme et sted frivilligt, hvor der bliver talt om mig i 3. person når jeg står mindre end en meter væk. Og da slet ikke når damen får at vide at jeg ikke vil rages på maven, og alligevel gør det 20 sekunder efter. Havde allerede sagt at jeg synes det var fornærmende. Vil 20 gange hellere være hjemme i vores ret hyggelige, men ganske rigtigt lille lejlighed. Og det hedder altså derUD når man bor så langt ude på amager af vinduerne står og dirrer når der lander fly. "Ind" er ind mod byen, kone. Magter ikke den dame. Hun får ALDRIG lov at passe lillen. Fylder hende garanteret med sødestoffer og skodchokolade og sætter hende ud på fortorvet med et gammelt amagerblad under måsen. Og der er ikke nogen derUDE der bliver kaldt Bedste, blev der sagt. INGEN.

Alt dette gjorde at jeg så småt begyndte at snøfte på vej hjem i bilen, og bare tudede de næste 5-6 timer. Med hulk og det hele. Var så ked, så ked af det.
SødeMand var meget sød og gav masser af kram, men var også bare træt og skulle røvtidligt op. Og fik i telefonen i dag sagt at han var kommet alt for sent op, og at det var hårdt at have en baby der græd hele natten... tror jeg han sagde. Forbindelsen var ikke fab. Men ja, jeg var en baby der græd hele natten.

Dels på grund af den virkelig dårlige oplevelse (skal altså ikke se konen igen før om meget lang tid. Og bliver nødt til at sige til hende at hun skal opføre sig ordenligt).

Dels på grund af koncept juleaften. Vi har bestemt os for at tage med. Mest fordi min mor blev helt skuffet i øjnene da jeg sagde at vi overvejede at lade være. Så det gør vi. Socialrealistisk, overhovedet ikke hjemlig jul. Med nogen jeg ikke kender, der vist hedder Sune og Sille og sådan noget. De står bare på listen. Vi bliver 25(?!).

Og dels på grund af nytår. Kunne simpelthen ikke overskue at køre 4 timer den 31. december og 4 timer den 1. januar, for så at tage på arbejde d. 2.
Men jeg har jo ligesom meldt mig til. Godt nok "bare" på facebook, men det er jo stadig en tilmelding.
Og i dag kom så en liste over hvem der skal have hvad med. Står på forret. Det er sgu okay. Ved bare ikke om Pregzilla magter køretur Nykøbing F-København retur juleaften, og København-Århus retur til nytår. Det er jo ikke ligefrem en måneds ferie jeg har.
Hvor meget kan man være bekendt? Magter det helt sikkert ikke nu. Men måske magter jeg det til nytår? Aner det ikke.
Synes altså det er en virkelig lang og dyr køretur.
Må lige tænke lidt over det, men samtidig skylder man arrangørerne at sige fra så tidligt som muligt hvis man alligevel ikke skal med, så nogen andre kan få forretten.

Tudetur var jo nok også forbundet med julefrokostarrangement onsdag og fredag med gammelt og nyt arbejde (læs: full blown networking), julefrokost for SødeMands gamle arbejde hjemme hos os lørdag og afskyelig julefrokost søndag. Har ikke ligget på den lade side. Snuppede også lige en småkrævende statistikopgave torsdag. Er slatten nu.
Og græd så meget i går at jeg fik kvalme. Og den er ligesom overnattet. Skønt.

Har forresten stadig en smule navle tilbage. Det er ret dejligt.
Og en ret fin, rund fodboldmave. Man kan næsten godt lade som om jeg ikke er gravid hvis man ser mig lige forfra (havde det ikke været for mælkejungerne), eller lige bagfra. Det er virkelig fint. Var faktisk lidt nervøs for at svulme op over det hele 2 måneder henne.
Den er lidt besværlig, og mine led hader mig, men den er rigtig fin, den mave. Og der er masser af fest i den. :-)

torsdag den 13. december 2012

Lige lidt galde

Det der uni, ikk?
Tsk!
Jeg har et fag hvor der skal afleveres 12 rapporter i løbet af 7 uger(hen over jul og nytår, skide tak).
Så langt, så godt. Kan sagtens håndtere det so far.
Men de skal fadme laves i grupper af syv. 7! Syv personer. Der er selvfølgelig andre der, som jeg, tager styringen, føler ansvar, og gerne vil have lavet ting på en ordenlig måde med et fornuftigt tidsforbrug.
Så er der nogen der bare flyder med og tager credit, men i virkeligheden laver så lidt som muligt.
Og så er der kraftidioter der ikke fatter en skid, men insisterer på at hele gruppen forklarer dem et eller andet begreb de er for dumme til at fatte, generelt snakker højlydt om alt muligt andet mens nogen(jeg) diskuterer opgaven, eller generelt bare forstyrrer og obstruerer. Eller hende den blanke der prøver at tale udenom fordi hun virkelig ingenting forstår, og generelt bruger tiden på at google centrale fagtermer hun hører os andre sige.
Specielt en var irriterende i dag. Vil sgu hellere lave den hele alene.
Og de tager NUL ansvar. Og den irriterende kan nok ikke mødes onsdag eftermiddag, for der skal han altså købe julegaver. Undskyld mig, vi er syv(!) personer der skal mødes og lave den her obligatoriske rapport. Tror du evt du kan købe julegaver en anden dag(når du generelt heller ikke kan mandag eller fredag formiddag(hvor der ellers er plads til det), fordi du skal arbejde)? Havde lyst til at rive hovedet af ham i dag.
Der er bare nogle der intet ansvar påtager sig, og ikke viser nogen som helst "skyld" over ikke at løfte en finger i gruppen.
Hader gruppearbejde når man er afhængig af de andre på den måde. Og alle skal aflevere samlet, og alle står til ansvar for hele opgaven. Dvs at det lort de andre kan hidse sig op til at lave, skal jeg stå til ansvar for. Tør sgu ikke lade dem lave noget selv. Man trækker nemlig en af rapporterne til eksamen, og skal ind og forsvare den.
Røv.

Okay, okay, der er selvfølgelig nogle der faktisk laver noget, men helt ærligt. Vi er to-tre ud af syv. Der er to-tre der bare sådan flyder luder med, og så er der to der er decideret dødvægt.

Sorry. Ikke særlig christmassy. Skulle lige af med det. Har været hidsig det meste af eftermiddagen.
Så. Det lettede... er glad nu. Og der lugter mistænkeligt meget af pandekager ude fra køkkenet:-)

søndag den 9. december 2012

Klippeklisterstjerne til vinduet DIY

Er til det næstmest eksklusive klippeklister-arrangement i dag.
Det startede med nybagte boller, så lidt handlen efter papir og klips, og SÅ hjem og dimse. Det er kun mig og SødeMand der klippeklistrer. Og det er virkelig dejligt.
Mens peberkagerne bliver brændt i ovnen, laver vi en stjerne til vinduet.
Det er min farmor der har vist mig hvordan man gør. Og det var hendes svigerinde der havde vist hende hvordan.

Materialer:
6 ark karton(eller bare brug papir, hvis det er).
Blyant
Lineal
Saks
Hæfteklammemaskine med hæfteklammer i (det hedder det da, ikke? Lyder som noget man bestiller i snese eller dusin. Alternativt i ol).

Klip papiret kvadratisk, fold det på begge diagonaler.
På den side hvor papiret åbner sig tegner du en streg 1 cm fra kanten. Det er "hertil må du klippe-stregen."
Langs den lange side tegner du en streg der er 1 cm fra kanten, og den næste streg er 1 cm fra denne. Sådan fortsætter du. Vi lavede 6 streger. Jeg tror måske det ville være bedre med et ulige antal.
Så klipper du stregerne der er parallelle med den lange side af papiret. Og endelig kun til "hertil-må-du-klippe-stregen":-)

Visk blyantstregerne væk og fold papiret ud.
Tag nu de midterste spidser, fold dem sammen om midten og klips.
Tag de næstmidterste spidser, fold dem sammen på "ryggen" af de første, og klips dem sammen.
Fortsæt skiftevis sådan på den ene og den anden side:
Indtil du er færdig: 
Man kunne også lave dem af karton der var farvet, enten på begge sider, eller bare på den anden side.
Lav 6 af dem. Eller få nogen til at hjælpe dig. 
Læg delene i samme retning, og klips dem sammen på midten, og så den bliver en cirkel: 
Spidserne klipses sammen i midten med en enkelt klips(sorry, hæfteklamme). Og så er den færdig!

Glædelig anden advent!




fredag den 7. december 2012

Nedtælling

Jah, det kunne både være til jul og baby og barsel, men det er til lyset kommer tilbage.
Jeg er ikke så fantastisk god til de her lange, mørke måneder. Mørke med mørke på, og de eneste lyse timer kan man kun ane gennem vinduer, mens man giver de bedste timer af dagen til et eller andet flygtigt formål, fx arbejde eller studier.
Og det er virkelig svært at stå op. Hele verden fortæller med mørke og kulde, at det stadig er nat. Og alle ved, at om natten skal man sove.
Men de lyse tider slipper ikke rigtigt sit tag i en.
Således er der stadig lidt sommerneglelak tilbage på mine tæer. Fra dengang man gik i sandaler, med bare fødder på stranden og altid havde barberede ben.
Og jeg kan se at det neglelak ikke vokser af inden det vender.
For det vender snart. Dagene bliver længere, lysere og man kan ånde lettet op.
Jeg kan godt forstå at man har fejret det til alle tider. Med øl og kød og bål og sang. Så hit med det. Minus øl (i år) og plus juletræ.

mandag den 3. december 2012

Navlepilleri, den ægte

Navlepilleri er normalt noget metafor over selvoptagethed.
Ligesom fluekneppere jo heller ikke går rundt og knepper fluer. Tror det er en enormt tidskrævende fritidsaktivitet. Både at fange dem, og udføre selve akten.

Men lige nu piller jeg lidt mere navle end folk gør flest. Den er nemlig ved at forsvinde. Har åbenbart fra naturens side en relativ dyb navle, for den er der stadig lidt.
Men det er sgu mærkeligt.

Ligesom fx dette intetsigende blogindlæg. Shit, det er søgt. Det er bare røvlang tid siden jeg skrev noget sidst. Ligesom den dusk gran jeg forestillede mig i noget krukke-arvet-fra-oldemor ligesom heller ikke gider hoppe op i krukken og pynte sig, men bare bliver ved med at ligge ude i gangen uden at få vand.

Har flere blogindlæg jeg hellere vil skrive, men de kræver ligesom nogle billeder, og de skal jo tages.
Det ene er af mine tånegle, og der skal man jo have strømper af og alt muligt.
Det andet er om en hue jeg har strikket til sødemand(så han ligner en mellemting mellem lillePer og en flødebolle), og der skal huen jo lige være hjemme samtidig med min mobiltelefon.
Har også en skitse af et seriøst bloginlæg liggende om kønsroller i naturen vs mennesker som jeg skrev på læsesalen i ren og skær overspringshandling sidste uge. Det skal lige fifles færdigt. Er kun stikord.

Gider altså godt snart have juleferie. Eller en weekend uden 2-3 arrangementer HVER fågging dag. a la: julemøde i strikkeklubben going juleklip hos ven(der bliver smækforærmet hvis man ikke kommer) going damejulefrokost eller juleaflutning med FDF-gudstjeneste med æbleskivepander-over-bål going tam psuedofamiliejulefrokost med biologisk far(man ser 3 gange om året). Skal heldigvis ikke have tømmermænd. Til gengæld kan jeg kun spise små portioner langsomt uden at have det som om jeg har spist en hel svineavlerproduktion helt alene. Der er ikke så meget plads tilbage mellem lunger og bækkenbund.
Er fadme ikke en gang nået ned til et-tallet på kalenderlyset (Ja. har sgu købt et. Og sat på en gammel, muselmalet underkop).
Er også stadig uafklaret omkring juleaften. Og aner ikke hvad andre eller jeg selv skal have i julegave.