torsdag den 28. juni 2012

Ferielæsning til jer

Der har været relativt mange inde og kigge på indlægget om læsestof til ferien, og stakkels dem der har kigget efter noget at læse og bare er stødt ind i et billede af kedelige fagbøger.
Så jeg har bestemt mig for at lave en ægte anbefaling til hvad man kan læse i ferien.
I virkeligheden har jeg jo bare været rundt hjemme på hylderne og affotograferet nogle af de bedste bøger jeg lige kunne finde.
Der er Maria Lang, der egentlig burde have en helt post for sig selv. Hun er en gammel, svensk dame med den fedeste skrivestil. Man skal ikke tage det for mere end det er, for det er temmelig hurtig læste bøger. Til gengæld kan man få dem for lige omkring en 10er i de fleste antikvariater. Der er som regel en kæk, koket, velklædt og attrået ung dame som hovedperson, og der sker et mord med et begrænset antal muligt mistænkte. Noget af det jeg synes er fedt er hendes forkærlighed for beskrivelser af tøj og udtryk, der tit er ret sjove.
Noget andet der skal have et par ord med på vejen er kogebøgerne. Generelt synes jeg det er vildt hyggeligt at læse gamle koge- og bage-bøger i ferien, og så rent faktisk lave det. Der er bedre tid til at lave det lidt for sjovt, og så lige tage er forklæde på.
De fleste af bøgerne jeg har fotograferet er nogle hvor jeg umiddelbart kan anbefale forfatteren, og så er det bare ned på biblo eller i boghandlen.
God ferie!

Meget stolt søster

Var til dimission på Brødrenes skole i går.
De går ud af 10. klasse nu, og 250 elevers forældre, bedsteforældre og søskende var blevet placeret i en mellemstor håndboldhal for at klappe af de unge mennesker.
Og klappe gjorde vi.
Af skoleinspektøren, af årets par, af alle klasserne, af filmholdets produkt, af sammenspilsholdets produkt, at eleverne med snit over 10 (er SÅ stolt af lillebror, der ellers har rimelig afslappet atitude omkring skolearbejde), af hver klasses solskinsbarn, af forældrebestyrelsen, og af resten af lærerne og så lige lidt mere.
Det tog tre timer, men er vildt stolt af begge brødre, der er blevet store og mandhaftige at se på, og har styr på deres shit.
Ville lidt ønske at de ikke dimitterede samtidig, så dygtig bror med snit på 9.9 eller deromkring ikke skulle være sur over at han blev tvunget op i tysk, sådan bare for sjov, selvom det ikke var nødvendigt. Tysk var nemlig den der tyngede snittet ned under 10.
Man kan godt sige til ham  at man synes han er vildt dygtig, og at man er tusind stolt, men det lyder lidt fladt, når bror er blevet hevet op på scenen til "vi klapper af elever med snit over 10".
Er kæmpestolt af dem begge. Og synes det er dejligt at de skal på forskellige gymnasier, og at de skal have musik begge to. Ligesom jeg og Søde Mand havde. Jo, da. Vi mødtes skam på Gym. Hvor den ene bror skal gå.
Min mor ligger jo hjemme med brækket ben, så jeg var den absolut mest pinlige søster, der insisterede på at filme alle dele mine brødre var med i. Jo da!

tirsdag den 26. juni 2012

Lidt læsestof til ferien

Var forbi det nye arbejde i går og få vist lærerværelse og gange. Der var nemlig eksamen inde i lokalerne.
Fik også lige et par bøger jeg kunne kigge igennem i ferien, så jeg var klar til skolestart.
Tak, venner. Tager helt sikkert ikke bøgerne med, hverken på hesteryg eller vandretur til Island.

fredag den 22. juni 2012

Nørdet overspring

Har fundet den sjoveste nørdeside:
http://whatshouldwecallgradschool.tumblr.com/.
For sådan en der forsker i noget der bliver lavet i lab.
Det meste er med små film(jeg ikke lige magter at sætte mig ind i hvordan virker).
Perfekt til de 10 minutter hvor centrifugen kører og du allerede har hentet is, og egentlig bare skal vente.

tirsdag den 19. juni 2012

Øv, altså. Nå.

Kære Forsknings- og Innovations-styrelse.


Hvorfor er det ganske afgørende for jer hvad jeg fik i biokemi på første semester?
Jeg kom direkte fra Højskole, hvor jeg lærte meget om mennesker og livet og mig selv og prioriteringer, og havde fag som musik, ler, tegning, kor, litteratur og nødhjælpsarbejde. Jeg fattede ikke en dej af biokemi på første semester, men det var nok fordi nogen forudsatte et niveau A fra gymnasiet, og ikke det niveau C der faktisk(tsk) blev krævet.
Jeg havde som sagt hovedet fuld af poesi, musik og venskaber lige der. 


Jeg ved nu at I mener det ville være bedst hvis jeg havde valgt nemme badefag, og derfor havde fået gode karakterer, men i virkeligheden ikke lært særlig meget.
Jeg valgte desværre heldigvis nogle killer-fag, hvor jeg jernede rundt og brugte vildt meget krudt på at forstå det basale, og nok egentlig først fattede det bagefter(eftersom den såkaldte blok-struktur gør at man har et fag i 7 uger, og derefter skal til eksamen. 7 uger er fadme kort tid).


Hvor er det nederen.
Hvor er det pissenederen at I mener man skal have et ganske bestemt snit for at blive ansat som erhvervs-Ph.D.
Til nød kan jeg forstå at I gerne vil have at man får 10 eller 12 for sit speciale.
Men karakteren for den handler også i høj grad om hvordan ens vejleder har opført sig, og ikke mindst hvor god denne er til at planlægge. Men jeg accepterer. Måske fordi jeg selv kan leve op til dette krav.
Men for fan: Hvorfor skal ens  bachelor-karakterer være afgørende for om man får lov at få den Ph.D?
Jeg troede vi var blevet enige om at en bachelor var en selvstændig, afsluttet uddannelse. Selvom den godt nok ikke kan bruges til nogetsomhelst. Og hvis I kun tænkte på karaktererne på kandidatuddannelsen havde jeg skam haft et snit der var godt nok til jer. 


Jeg kan heller ikke lade være med at påpege at der altså går taktik i valgfagsvalg, også udover "Hey, det der er et badefag, man laver ikke så meget, men til gengæld er det nemt". Hvis man f.eks. har valgt et fag der måske er lidt sværere eller bare anderledes end man havde forestillet sig, er der faktisk en del der bare dropper det, og kører videre på halv tid, for så at blive forsinket. Og er der noget Samfundet ikke kan lide er det forsinkede akademikere. 
Os, de selvopofrende, der har spist de sure æbler og presset igennem på nomeret tid, vi får ikke flødeboller og medaljer når vi er færdige, næ vi gør ej. Vi får karakterer der afspejler at vi har haft travlt. Og ikke kunne lægge 30 timer/ugen i et halv-tidsfag. Men kun 20. Sorry. 


Se selv, der er mange årsager til at jeg har alle karakterer der findes på den gode side af bestået. Nogle gange var jeg god, andre gange var jeg ikke så god, og tredje gang var der noget helt andet der var afgørende. 
F.eks. hvis man er på et andet fakultet end man plejer at være på, og der er forskelligheder på hvad "videnskabeligt" og "signifikant" er. Og ens gamle opdragelse nok er ret konservativ, og derfor ikke mener at blind er blind nok.


Men, Forsknings- og Innovations-styrelse, jeg synes I er strenge. Jeg er dygtig og arbejdsom og sjov og sød og lærenem, men det er I ligeglade med, for I vil hellere have noget i kan regne ud og proppe ind i en kasse, men det kan man ikke med mennesker. Bare at I ved det. 


Og jeg ville gerne have haft muligheden for at få en erhvervs-Ph.D. Når nu der var en.


Med venlig hilsen (se selv, jeg er sød og venlig).

torsdag den 14. juni 2012

Det med alder

Man ved det er ved at blive seriøst med det der alder når man skal bruge mere end en pakke med fødselsdagslys.
Og det er så et par år siden.

Omfattende update på kørekortsfronten

Prøver lige at begrænse brokmængden lidt, men det er altså lidt svært ikke at gøre opmærksom på følgende:


Til teorilektioner skal både en selv og kørelæreren skrive under på at man har fået undervisning i 90 minutter. Sådan med dato og det hele og man skal selv udfylde minutterne.

Dette er hvad sker ved lektion 14:
 Vi sidder 8 håbefulde på hver sin stol og venter på det går i gang. 

1) Kørelærer kommer ind sådan 3-5 minutter over start og siger: I skal se film nr 1, 2 og 4.

2) Kørelærer går udenfor rummet og der lyder af fodboldkamp. Vi ser film nr 1, 2 og 4 efter lidt genvordigheder med fjernbetjeningen, der skal heeelt op foran afspilleren.

3) Kørelærer kommer ind og bruger ca 8 minutter på at spørge ind til parkeringsregler, som vi lige har set film om. Har også set film om mørkekørsel, men det snakker vi ikke om. Han bruger 2 minutter til at hente afkrydsningsark til prøven og siger at man ikke får underskrift af ham hvis man har mere end 3 fejl. Der lyder stadig af fodbold.

4) Kørelærer sætter ny film på, denne gang en prøve i parkeringsregler. Han går ud og der lyder af fodbold.

5) Prøven forgår. Først er der spørgsmål. Efterfølgende kommer svarene. Så slutter den. Vi går ud og får underskrift. Der tjekkes ikke hvilke fejl man havde, og hvad man havde misforstået.

Vi er ude af døren inden for en time. Altså 60 minutter, ikke 90.
Bliver lidt emsy kælling af det. Har tidligere prøvet at brokke mig påpege det, men får bare at vide at jeg da gerne må sætte mig ved en af computerne og se filmen om mørkekørsel eller den om parkeringsregler igen.
Det er faktisk undervisning vi betaler for, og det er ikke ligefrem billigt. Der er fri adgang til alle teorilektioner, så hvis jeg "ikke fatter det" kan jeg bare tage lektionen igen.
Prøvligeathørher, venner. Det er ikke at jeg ikke "fatter det". Er faktisk rimelig kvik. Det jeg hysser over er den uforskammet dårlige kvalitet af undervisningen. Og den kan altså ikke opvejes af kvantitet. Båtnakker.

Nå. Men der er også godt at berette.
Har været til lægen og fået tjekket om min krop er duelig nok til at køre bil.
Kunne sagtens se nederste linje på lystavlen, selvom det bare var næstnederste der var påkrævet. Endda med begge øjne hver for sig. Havde "fantastisk syn". ÆÆÆlsker ros. ALT ros! også selv om jeg ikke kan gøre for det.
Havde også fin hørelser og kunne vifte godt nok med arme og ben og dreje i torso og nakke.
Og var ellers sund og rask. Tak for det.
Fik også stempel bag på lille bitte pasbillede.

Pasbilledet er faktisk en lille historie i sig selv. En historie om at mænd der har en fotobutik, men kun liiige har overskud til god service indtil klokken 17 skal lade være med at have åbent til 17:30.
Nå.
Det var vist det meste af historien.
Ud over at jeg havde cyklet som død og helvede, og var der 17:15. Sammen med to andre unge kvinder, og en ung kvinde med et lille barn, sådan 1-2 år. Vi skulle alle have taget pasbillede.
Også barnet. Barnet var ikke voldsomt samarbejdsvilligt. Således fik jeg ikke tid til at kaste så meget som et enkelt blik i spejlet, endsige tørre sveden af overlæben. Og han tog et billede. Ét. Som jeg ikke fik lov at kigge på. Men det levede åbenbart op til kravene, så han var tilfreds.
Jeg ser overrasket og sur ud, med lille hønserøvsmund, har kødfyld fjæs(det ER altså mere kødfyldt på billedet end i virkeligheden!) fordi jeg åbenbart trækker hagen lidt ind i flæsket der gemmer sig under hagen, og er svedglinsende i panden, på kinderne og på overlæben.
Skidetak. Og det kostede 130 kroner. Tror altså jeg kunne have gjort det ligeså godt i en pisstinkende fotoautomat på Hovedbanen.
Men havde jo lagt i ovnen til en god oplevelse. Nå. Fik da et billede ud af det. Og det lever også op til alle de uskrevne regler om at man bare SKAL se dum ud på kørekortet.
Nu håber jeg bare jeg får det. Altså kørekortet. Billederne har jeg jo. Og nu 3 tilovers. Skal ikke have nyt pas før 2014, og der får jeg altså taget et nyt billede.


tirsdag den 12. juni 2012

Brok!

Ja, nu brokker jeg mig lige lidt, ikke? Det må jeg godt. Det er min blog. 

Troede måske jeg kunne være helt cool omkring mislykket graviditet.
Har endda nægtet mig selv at brokke mig yderligere på bloggen, men når facebook er en forpulet kælling:

... bliver jeg også nødt til at være det.

Jeg er så pisse træt af folk der helt uproblematisk får børn. og brokker sig over at lillen igen har gylpet på mors 1000-kroners cardigan. De kan få stoppet deres perfekte triptrapstol op i livmoderen. Og rodet rundt.
Er faktisk rimelig god til at håndtere den vognpark af barnevogne der står parkeret ude på fortorvet ved den kaffebar der ligger under min lejlighed.
Har kun lidt lyst til at råbe og skrige og knalde en flad hånd på hornet når vi kører forbi i bil.
Er pissetræt at svulmende, frodige, gravide der klynker over vand i anklen og ih-hvor-er-der-lang-tid-til-termin-altså-5-uger...
HADER scannigsbilleder på facebook.
Og har meldt mig til noget løb, hvor ny-uddannede-MED-job-og-højgravid-bekendt(OG pæn) også skal løbe med. Ja. LØBE. Bliver sur hvis hun overhaler mig. Har garanteret kun taget passende kilo på under graviditet.
Bliver simpelthen så irriteret hver gang der er nogen der slager med deres egen frodighed.
Har unsubscribet til samtlige gravide facebook-venner og magter nærmest ikke at se på barnevogne og tykke kinder mere.
Ved godt at der ikke er ble-reklamer i fjernsynet UDELUKKENDE for at irritere mig, men det er sgu lige før.

Folk skal også holde op med at spørge om vi ikke snart skal have børn. Folk skal lukke røven.

Veninder skal holde op med at fortælle om flere veninder der er i lykkelige omstændigheder.

Fremmede skal holde deres kæft og tage sig sammen, og ikke brokke sig over at de er blevet gravide ved et uheld. Det sker sjovt nok hvis man knalder uden beskyttelse. Og ja, det er ikke 100% sikkert, det der gummi.

Folk skal bare lade være med at være gravide eller have småbørn til det her lige har lagt sig. Og nej, det er ikke mig der skal styre mit hysteri.

Så... nu er jeg også færdig. Hvis I så lige gider fjerne de to tre børnetøjsbutikker der ligger på vej ned til fakta ville jeg blive glad. 

tirsdag den 5. juni 2012

DU er sej!

Jeg rullede i går tværs over Vesterbro. Nej, rulleskøjter er IKKE (kun) sådan noget for 8-12-årige, det er faktisk en meget effektiv motions- og transport-form, altså, at I ved det, okay?
Nå. Men jeg kommer rullende. Skal til lasagne og scrabble og viharfriimorgen-rødvin. Det er første rulletur i år, og faktisk sveder jeg en del, og havde glemt hvor rullerne strammer og hvor nederen brosten er.
Jeg holder for rødt som man skal ( og tror fuldt og fast på at jeg er en cykel( der er god til at trække ind når der er andre cykler)), og så hører jeg pludselig nogen der råber:
"DU er sej! "
Jeg vender mig om og ser to søde Vesterbroknægte på 10-12 år, hvoraf den ene har en pegenfinger for enden af en strakt arm rettet mod mig. Og begge med søde gavtyvesmil.
Jeg får fremskaffet et pruste-fnise-grin, og det skifter til grønt. Får lige vinket til dem også, og mens jeg kører over vejen bliver jeg fulgt på vej af flere "hvor er du bare mega, mega cool" og "arj, hvor er du sej".
Jeg følte mig VILDT sej lige der, og et godt stykke tid efter.
Tak!, Vesterbroknægte. I skulle sgu have en medalje.

mandag den 4. juni 2012

Den der pizza

Vi kom til at smække en dej mere sammen. Og jeg fik taget et billede, som I skal se.
Min mor har formået at skvatte ude i haven sammen med græsslåmaskinen, og brækkede benet 3 steder, så hun skulle lige pusles om. Og har givet thumbs up til pizza med rosmarin og rødløg.
Og nu skal jeg have en lille middagslur. Var oppe 05:30.

lørdag den 2. juni 2012

Pizza og pipfugl

Jeg har lige haft et par hektiske dage i rap, så jeg er ikke for fin til at spise chips og dips fra i går. Det har stået ude hele natten. Men chipsne er ikke engang blevet bløde. Kan nu godt li Hot Tomato Fries.
Var hjemme kl 18 i går, og fik gæster kl 19. Til hjemmelavet pizza. Og to tredjedele henne i dejen fandt jeg ud af at vi manglende mel... -> netto -> hjem. Har ikke helt styr på hvor mange pizzaer det blev til, men jeg tror nok der kom en 8-10 ud af det. Jeg var ret sej til det, og Sødemand var kampeffektiv med fuld badeværelsesnedspuling med det hele inkl ny toiletbørste.
I kan da lige få opskriften, som jeg har fået af Sødemands far, der også er sød. Dejen er sådan en man lige kan smække sammen når man kommer hjem, og så kan den hæve mens man findere fyld frem. Jeg lavede tomatsovsen i går i et anfald af vi-når-det-aldrig.
Den passer nok til en almindelig kernefamilie med et par børn. Hvis man er single og har inviteret en sød en hjem på mad skal man nok halvere portionen.

Pizzadej til ca 4:
50 gr gær(ja, eller 42 hvis du bruger økologisk i mindre pakker)
5 del vand
1 tsk salt
5 spsk olivenolie
500 gr durummel
1 kg hvedemel

Gær smuldres i vandet med fingrene til det er helt opløst. Salt om olie hældes i, og melet røres i lidt ad gangen. Du skal nok ikke bruge alt melet, men der bruges også en del til bordpladen og sådan.
Husk at ælte dejen! Den skal hæve i sådan omtrent en halv time indtil den føles blød og lækker når man stikker en finger i.
Tag en klat dej på størrelse med en stor fersken eller et lille æble og rul den tyyyyyyndt ud.
Tomatsovs og ost skal der til. Prøv frisk mozarella og put så lidt rosmarin og olivenolie på. Armennamme, altså.
Bag den kort, kort tid (ca 10-15 min, men hold øje med den) ved vildt høj varme, fx 275, eller hvad din ovn kan. Gerne på opvarmet bagesten.
Der kan nok godt blive til en 7-8 tynde pizzaer, og så kan du bage boller med en sans tomatsovs på til næste dag, når folk er mætte og du ikke gider rulle flere deje ud.

Har været eksamensvagt/tilsynsførende et par dage på skolen hvor jeg arbejder.
Det er sgu egentlig meget hyggeligt. Og rimelig kedeligt.
Men jeg har fået strikket noget af garnrester der nok bliver til en lille pipfugl. En rimelig grim pipfugl, men mon ikke den bliver så grim at man ikke kan lade være med at holde af den, fordi den er så grim og blød. Der kommer billeder senere. Den mangler nemlig den ene vinge, næb og øjne. Tror den bliver fin når den får fyld i. Den bliver lilla, brun og grøn.