torsdag den 2. april 2015

Skærende skærtorsdag

Og så var det at vi sagde at det føles som om alle mine venner laver alt muligt hyggeligt uden mig. 
Og hælder det ud over instagram. Udelukkende for at være sikre på at jeg lægger mærke til at jeg i hvert fald ikke er inviteret. 
Og det jeg har lavet i dag er at sortere 8 flyttekasser børnetøj. Og lave mad og rydde op. 

Jeg ved det jo godt.

Kan bare noglegange godt blive en lille smule piv.
Og kunne godt tænke mig at det ikke altid er mig der inviterer. Eller tager initiativ. 
Troede egentlig at det ville være en lille smule mindre begrænsede at flytte 25 km væk med et barn. 

Klynk. Savner venner. Kan de ikke snart få nogle unger eller noget. 

onsdag den 4. februar 2015

Sgt pepper's lonely gloves club

Kan konstatere at min datter desværre har arvet min evne til at smide vanter væk. Der er vel røget en 4-5 par den sidste måneds tid. 
Engang fik jeg vanter 4 søndage i advent i træk. 

fredag den 30. januar 2015

Godnat, så.

Tænker at andre menneskers fredag aften også ser sådan her ud:

Hvad? 
Gør den ikke? Er der heller ikke 20-minutters kriser over at AirBerlin-chokoladen er knækket/gåetiSTØØØØØØKKEEEEERR,og derfor ØØØØDELAAHAAGT? 
Krise nu overstået, men det krævede seriøs trøst med sut og det hele. 

Har strikket multifarvede bukser til barnet. Havde slet ikke overvejet hvor økohippie (på den ikke særlig spelt-måde, mere 70'er, videlerdahinandenstøj-måde) det var inden jeg så dem på hende. 

Nå. Til gengæld er de varme med alt det uld. 

Fåg. Nu klager hun over ondt i øret. 
Hvorfor er det altid, med stor præcision,  ti minutter efter almindelig lægetid at sådan noget begynder? Der er edderklaskme lang tid til mandag morgen hvis det er mellemørebetændelse aka søvnløs-4evah!

Nå. Tror bare vi går i seng nu, så. På smertestillende. 



onsdag den 21. januar 2015

Barncrappysygdag

Har haft barn-syg-dag. 

Har skreget, brølet og kastet med ting. 

Min datter har været brokket, klynket, grænsesøgende og destruktiv. 
Man må fx ikke tegne på fjernsynet, ikke smide sine nudler på gulvet, ikke slå sin mor. Strengt, I know. 

Topmålet af hysteri var da hun(Sulten&Træt, den værste børnekombi), mente at hun skulle holdes af mig OG se Brandmand Sam MENS jeg skulle lave mad. 
Da jeg blev træt af at hun lagde sig på mine fødder og skreg, satte jeg hende i sofaen, og så begyndte hun at brøle-skrige, hvilket får mig til at smække skuffer hårdt i, og kaste tom majsdåse af al kraft ned i vasken. 
Så skriger hun endnu højere, og jeg brøler noget a la "så stop dog!" eller "hvad vil du?!"

Jesus, det har været en crappy dag. Havde håbet på at det skulle være mægtig hyggeligt. 
Nu er barnets fader kommet hjem efter en arbejdsdag på 12 timer, og jeg er bare pissesur. 
Ja, undskyld. 
Forhøvled. 

tirsdag den 13. januar 2015

Stop det for alles bedste.

Er jeg den eneste der hver gang jeg hører en mand omtale "lillemanden", tænker det må være hans penis? Og ikke hans søn...?
"Lillemanden er skvattet i dag"
"Nårh, lillemanden snotter godt nok meget, hva"
"Hvor er det synd... 40 i feber. Vil gøre alt for at lillemanden kan få det lidt nemmere". 

Eiw, altså. 

torsdag den 8. januar 2015

Lille sejr for selvtilliden

Fuldstændig ligegyldigt for andre. 
En lille sejr for mig:

Har undervist et kursus på uni med min vejleder på uni: Professor/Director of FancySchmancy. Han har haft forelæsninger, jeg regneøvelser. 

Nu har han lavet eksamen, bedt mig øje den igennem, jeg har haft kommentarer, og regnet eksmenssættet igennem. 

Og var uenig med ham i et resultat. Jeg er en lille smule bange for ham, men turde åbenbart godt skrive det til ham. 

Og han var enig. Han havde regnet forkert. 

Puha. Er så lettet. Ville virkelig ikke give et særlig imponerende billede af mig, hvis jeg både havde regnet forkert og tilladt mig at anfægte hans udregninger. 

Ja, ja, professorvældet er afskaffet og vi sms'er sammen(fagligt), men stadig.