onsdag den 26. oktober 2011

Jobcenter II

Ahrem. Efter et stykke tid med andre folks børn og tilhørende tuberkulose on the side er jeg ved at komme op til overfladen igen.
Opdagede i går at der inde på "min side" på jobnet.dk stod at jeg skulle til Jobsamtale i dag kl 9. Rimelig friskt. Jeg havde fået at vide at man blev indkaldt til alle møder i god tid på mailen. Mailen, altså den emailadresse jeg har helt almindelig og privat, og som de tidligere har sendt information til. Ganske ligetil. Nå. Der stod heller intet om hvor der skulle være, den jobsamtale, eller hvad det drejede sig om. Jeg plejer at synes at jobsamtaler er noget man er til hos en virksomhed for at få et job. Men der var ingen info, og derfor havde jeg heller ikke mulighed for at forberede mig. Lidt ærgerligt. For jeg er sådan en der godt vil have forberedt mig. Der var ikke andet at gøre end at møde op. Det eneste sted jeg indtil videre har skulle møde op er i Skelbækgade, hvor dem under 30 hører til. Så der var ikke andet at gøre end at køre derhen.
Men, men men (spændingen stiger). Den søde, langhårede mand (tyndhåret og med måne, godt nok, men langhåret var han da) lignede en der lige havde smadret alt arveporcelænet da jeg fortalte min situation.
"Jahhhhhh, det er jo nok ikke her du skal være så... Nårhhhhhh.... Jahhhh, det er jo ikke så godt altså.. Vi er faktisk ude for det ret tit...... Meeeennn, nu skal jeg lige se...Vi har altså klaget mange gange....sååhhhhh..... "
Den rille kørte han så i et par minutter, indtil han fortalte at jeg nok skulle ud på Karrierecenteret ude ved Sluseholmen. Holy cr*p. Nå. Op på cyklen igen. Over broen til amager(hvorfor er det lige at de ikke laver noget ordenlig nedkørsel ved fisketorvet. Hver gang jeg har været der har der været en milliard cyklister der bakser op og ned ad en trappe med tasker og cykler og hjelme over det hele), gennem noget skov-og-natur-noget (heldigt at det ikke var en mørk og stormfuld aften), rundt om DR-byen og ind ad bagvejen til noget kæmpekommunalt kompleks der åbenbart huser karrierecenteret. 30 min for sent. Rimelig utjekket at komme en halv time for sent til noget de kalder jobsamtale et sted de kalder karrierecenteret. Ind. Skranke. Op på første. Ind i lokale 105. Der sad en del, men ingen til ligesom at styre. Mig: "Er der en voksen til stede?" "Øh, næh, ikke rigtigt", var der en der sagde. Men der havde åbenbart været en 7 minutters introduktion hvor de sagde hvad der også stod i en folder, og nu kom man ind til noget individuel vejledning hos en personlig konsulent. FEDT! Er allergisk overfor ordet sagsbehandler, hvis det er en jeg skal have.
Det var lige ved at gå galt engang jeg skulle have meritoverført nogle fag fra et andet fakultet, som jeg havde fået forhåndsgodkendelse på. Min ansøgning skulle forbi en sagsbehandler, og øjeblikkeligt fik jeg knopper og begyndte at klø over hele kroppen(altså ikke i virkeligheden, vel, jeg væmmes bare lidt over at jeg er en "sag").
Nå. Tilbage til karrierecenteret. Sad så og ventede i 500 år (okay, men det var mere end en time), inden jeg kom ind til Lars. Som nu er min konsulent. Og det er kun ham jeg har kontakt til. Og han synes det var sejt at jeg havde en så sej uddannelse som jeg har. Og han mente ikke at jeg ville være arbejdsløs særlig længe med så sej en uddannelse. Og han mente at jeg var velformuleret og havde gode kommunikationsevner, og mente godt jeg kunne få de jobs jeg ville. Både indenfor min egen firkantede branche og i randområderne som naturvidenskabelig kommunikation. Og at vi nok skulle finde på noget. Og at jeg godt måtte tage dobbelt 6ugersselvvalgtkursus. For jeg havde nok argumenterne i orden. Han mente også at jeg kunne bestride hans eget job, hvis det var. Og vi fandt et løntilskudsjob der var oplæring i det han var. Det havde jeg ikke lige set komme. Bliver spændende.
Men jeg tror han gjorde det rigtige for mig. Han synes jeg var sej og havde meget at byde på, og jeg skulle nok få et rigtigt (eller ordinært, som det åbenbart hedder i de kredse) job indenfor en måned, og det gav mig lige det selvtillidsboost jeg havde brug for. Venter bare stadig på at de opdager at jeg bare er mig.
Karrierecenteret er åbenbart noget Københavns Kommune har oprettet fordi det var for pinligt at poste penge i komplet idiotiske anden aktører. "Anden aktør" er noget der hverken er jobcenteret eller a-kassen, men som jobcenteret sender en til for at få en ud i arbejde. Tidligere har  http://dagpengeland.dk/ vist hvor ringe anden aktør kan være. Karrierecenteret er så københavns kommunes egen aktør, og har fokus på akademikere under 30. Dem er vi åbenbart et par stykker af, og de håndplukker selv nogle, og man skal vist være rimelig heldig for at få lov til at være med. Wohooo, GO mig.  Det kører som noget eksperiment-projekt, og de har åbenbart rimelig mange midler til det. Det må i hvert fald koste knaster at have sådan en-til-en-vejledning.  Men jeg tror det er godt.
Håber jeg. Det må tiden vise (uhhh... cliff-hanger).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar