tirsdag den 19. juni 2012

Øv, altså. Nå.

Kære Forsknings- og Innovations-styrelse.


Hvorfor er det ganske afgørende for jer hvad jeg fik i biokemi på første semester?
Jeg kom direkte fra Højskole, hvor jeg lærte meget om mennesker og livet og mig selv og prioriteringer, og havde fag som musik, ler, tegning, kor, litteratur og nødhjælpsarbejde. Jeg fattede ikke en dej af biokemi på første semester, men det var nok fordi nogen forudsatte et niveau A fra gymnasiet, og ikke det niveau C der faktisk(tsk) blev krævet.
Jeg havde som sagt hovedet fuld af poesi, musik og venskaber lige der. 


Jeg ved nu at I mener det ville være bedst hvis jeg havde valgt nemme badefag, og derfor havde fået gode karakterer, men i virkeligheden ikke lært særlig meget.
Jeg valgte desværre heldigvis nogle killer-fag, hvor jeg jernede rundt og brugte vildt meget krudt på at forstå det basale, og nok egentlig først fattede det bagefter(eftersom den såkaldte blok-struktur gør at man har et fag i 7 uger, og derefter skal til eksamen. 7 uger er fadme kort tid).


Hvor er det nederen.
Hvor er det pissenederen at I mener man skal have et ganske bestemt snit for at blive ansat som erhvervs-Ph.D.
Til nød kan jeg forstå at I gerne vil have at man får 10 eller 12 for sit speciale.
Men karakteren for den handler også i høj grad om hvordan ens vejleder har opført sig, og ikke mindst hvor god denne er til at planlægge. Men jeg accepterer. Måske fordi jeg selv kan leve op til dette krav.
Men for fan: Hvorfor skal ens  bachelor-karakterer være afgørende for om man får lov at få den Ph.D?
Jeg troede vi var blevet enige om at en bachelor var en selvstændig, afsluttet uddannelse. Selvom den godt nok ikke kan bruges til nogetsomhelst. Og hvis I kun tænkte på karaktererne på kandidatuddannelsen havde jeg skam haft et snit der var godt nok til jer. 


Jeg kan heller ikke lade være med at påpege at der altså går taktik i valgfagsvalg, også udover "Hey, det der er et badefag, man laver ikke så meget, men til gengæld er det nemt". Hvis man f.eks. har valgt et fag der måske er lidt sværere eller bare anderledes end man havde forestillet sig, er der faktisk en del der bare dropper det, og kører videre på halv tid, for så at blive forsinket. Og er der noget Samfundet ikke kan lide er det forsinkede akademikere. 
Os, de selvopofrende, der har spist de sure æbler og presset igennem på nomeret tid, vi får ikke flødeboller og medaljer når vi er færdige, næ vi gør ej. Vi får karakterer der afspejler at vi har haft travlt. Og ikke kunne lægge 30 timer/ugen i et halv-tidsfag. Men kun 20. Sorry. 


Se selv, der er mange årsager til at jeg har alle karakterer der findes på den gode side af bestået. Nogle gange var jeg god, andre gange var jeg ikke så god, og tredje gang var der noget helt andet der var afgørende. 
F.eks. hvis man er på et andet fakultet end man plejer at være på, og der er forskelligheder på hvad "videnskabeligt" og "signifikant" er. Og ens gamle opdragelse nok er ret konservativ, og derfor ikke mener at blind er blind nok.


Men, Forsknings- og Innovations-styrelse, jeg synes I er strenge. Jeg er dygtig og arbejdsom og sjov og sød og lærenem, men det er I ligeglade med, for I vil hellere have noget i kan regne ud og proppe ind i en kasse, men det kan man ikke med mennesker. Bare at I ved det. 


Og jeg ville gerne have haft muligheden for at få en erhvervs-Ph.D. Når nu der var en.


Med venlig hilsen (se selv, jeg er sød og venlig).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar