Har gået og luret lidt over noget.
Vil gerne lave et mix tape til Lillen, sådan "Velkommen til verden"-ish. Lyder virkelig corny, når det kommer ud på skrift, det kan jeg godt selv høre.
Indtil videre ser listen sådan her ud. I vilkårlig rækkefølge.
Coldplay - Paradise
Adele - Make you feel my love
Ray LaMontagne - You are the best thing
Tina Dickow - Love all around
The Beatles - All you need is love
Kan ikke helt finde ud af om det er for meget/for ynkeligt/for sukker-snuller-gøj-i-comic-sans-og-med-små-hjerter-og-lyserød-tyl-og-prinsesse.
Lå i går efter SødeMand var faldet i søvn og psykede mig selv.
Er sgu bange for den der fødsel. Men det er han heldigvis også. Mest fordi det jo bliver nødt til at gøre vanvittigt ondt på mig.
Har lånt et par bøger på biblioteket, og kommer nok til at læse op på det der fødsel, som var det en eksamen. Vil gerne være så forberedt som muligt.
Er pissebange. Aner ikke hvad jeg går ind til. Kun smerte. Det ved jeg der kommer.
Jeg vil gerne prøve at anlægge noget positivt syn på det. "Glæder mig til at finde ud af hvad min krop i virkeligheden er i stand til"/"Glæder mig til at føde"... det er som om det ikke helt fænger...
Jeg har det med at køre mig selv ned over sådan nogle ting. Altså forandringer. Og noget jeg ikke har prøvet før eller kan træne og øve mig på. Kan mest forestille mig det værst tænkelige, og går i panik over det.
Det er virkelig noget der dræner meget på mig, sådan generelt. Kan helt få blokering omkring det. Det var det samme med kørekort. Fra jeg var klar til det, og faktisk kom ud i det der kravlegård gik der jo over en måned. Det samme har jeg med at flytte ud af byen. Vil det egentlig gerne. Kan sagtens se alle fordelene, men er bare også pissebange for at blive utrolig ensom og at taget pludselig skal skiftes, der er vand i kælderen, jorden er giftig og der er indbrud og sure naboer.
Mht. fødsel og baby har jeg lidt lyst til at sætte det hele på standby. Det ved jeg godt man ikke kan. Og at der faktisk er 6 uger til. Men 6 uger kan altså gå vildt hurtigt. Og jeg tager lige masser af bekymringer på forhånd, ikke? Er vist bange for at blive ensom, udmattet og ulykkelig. Hvad hvis en af os får en depression? Ved godt med fornuften at det bliver fantastisk, og at det bliver kærligheden der kommer til at overskygge. Det gør det. Fornuften skal se at komme på banen. Det ved jeg godt.
Og det er når jeg er allermest træt at følelser og hormoner overmander mig. Og jeg ikke kan overskue nogetsomhelst, og ikke føler jeg er god nok til noget.
Med barsel kommer jo også "tilbage-på-arbejde", og det er noget jeg skal søge.
Har formentlig mulighed for at komme tilbage på samme arbejdsplads til januar 14, men vil ikke få fuld tid, formentlig. Vil heller ikke være fastansat. Og vil nok komme til at kede mig lidt. Det er ikke fordi der mangler noget at lave, overhovedet ikke. Savner bare at forske. Savner det dynamiske miljø, udviklingen, fremgangen, de nye resultater... Og at lære og vide noget. Noget akademisk.
Der sker godt nok noget med eleverne på sådan noget HF, men det er jo i virkeligheden noget med at lære dem hvad der står i en læreplan, og håbe det sidder fast indtil eksamen. Og det er altså ikke hele pensum jeg selv synes er fantastisk. Er fx rimelig ligeglad med søer, vandløb og små insekter.
Jeg er altså ikke uhæmmet tilfreds med mit nuværende job. Ved godt hvad min coach-uddannede mand siger. Jeg skal videre. Jeg skal gennemprøve forskerdrømmen, og jeg må ikke komme ud af miljøet for længe. Det er 1,5 år siden jeg afleverede speciale. Det er et halvt år siden jeg sidst var på min gamle afdeling.
Jeg er jo uddannet (og en ret fancy uddannelse, sgu) til det, men alligevel føler jeg ikke jeg er god nok til at bestride et ægte job eller en Ph.D-stilling. Og det er jeg jo. Ph.D er jo også en uddannelse, og man behøver ikke vide alt i forvejen... ... ,jo. Godt.
Så det skal jeg søge og satse på når jeg er færdig med barsel. Og det behøver ikke være samme sted som jeg har været før. Det må meget gerne være noget nyt. Skal måske helst, faktisk. Nu har jeg skrevet det, så fanger bordet.
Og så skal jeg være Mor. Nogens mor. Med barnevogn og babyalarm og det hele. Bliver mærkeligt. Træner i Netto og henne udenfor. Kan efterhånden godt identificere mig med de andre gravide. Lidt ligesom når man kører i folkevognsboble og vinker til de andre der også gør det. Har altså lidt svært ved at se mig selv som en af dem med barnevogn endnu. Det kan være det kommer når baby kommer. Håber det.
Måske kommer det hele helt af sig selv. Måske bliver det skønt at være på barsel, måske gider hun både sove om natten og spise hvad hun skal, og bliver en glad, nem og aktiv baby med en mor der ikke er ensom, men formår at se andre, måske nogen der også er på barsel.
Måske bliver jeg tilbudt et job jeg helt vildt gerne vil have, når barselsshow er ovre.
Tror det kommer til at give mening når hun kommer. Når jeg kan kigge hende i øjnene, og hun kan smile til mig og holde mig om fingeren. Og jeg kan trøste hende og give hende mad når hun er sulten, og hun bliver tilfreds og glad og en lækker, lille unge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar