lørdag den 29. juni 2013

Babyspam: Hvordan man får vendt et babyhovede.

Jeg har en sød datter.
Også en temmelig bestemt datter(hvor min hun får det fra?).

Hun har fundet ud af hvordan hun vender sig mave-ryg og ryg-side. Og hvordan hun kan møffe sig rundt i landskabet når hun ligger på ryggen.
Så man kan sagtens lægge hende midt på noget yndigt lammeskind(inkl obligatorisk stofble henover), og tænke, at der bliver hun nok.
(som sheriffen i BBC-Robin Hood på netflix siger):
A clue: ... No!
Se flot billede nedenfor med sanse-stimulerende gynge(har vildt lyst til at krølle mig sammen på den selv, men den gamle lampekrog den hænger i kan ikke holde).

Hun har haft en yndlingsside at have hovedet til når hun sover, og fordi sådan en str. 3 måneder sover rimelig meget samtidig med at hovedet prøver at finde en god form at vokse til i, er det med yndlingssiden ikke så godt.
Fordi hovedet simpelthen bliver skævt.
Derfor er det også en af de ting sundhedsplejersken tjekker når hun er på besøg, og en af de ting der kan give en førstegangsmor rimelig dårlig samvittighed i kategorien "åh, nej, nu får hun slagside når hun bliver stor, og det er min skyld".

Der er mange råd til hvordan man undgår dette.
Blandt andet adskillige af den mere opmuntrende og motiverende type;
- læg en sjov bamse til den anden side.
- skift mellem enderne i sengen, så barnet ligger med begge sider mod forældrene/lys/lyd.
- læg et tørklæde eller andet der lugter af mor til den anden side.

Ja, right, min lille skildpadde hopper ikke på den slags.

Så er der de lidt mere insisterende;
- læg noget tungt (sok fuld af ris) hen til hovedet så barnet ikke kan skubbe det væk
- læg noget hårdt/ubehageligt hen til hovedet så barnet ikke lægger hovedet til den side.
(- vend barnets hovede (der vender det tilbage-vend det igen-det vendes tilbage-vend det igen ...). En tålmodighed- og overskuds-dræbende metode hvis også barnet vågner og er vredt hver gang. Og det lige tager 20-25 min mere at få ungen til at sove igen. Hver gang. )

"Ha! Jeg rykker da bare lidt til den anden side og maser hovedet ned så næsen ligger lige ind mod den hårde plastikting. Kom med en udfordring!"

Ja, mit barn: her kommer det så;

- barnet lægges til at sove på siden(ellers semiforbudt), men et tæppe skubbet ind under ryggen, op ad lift-siden. Når barnet så sover (dybt), hives tæppet forsigtigt ud, så kroppen glider ned (og ligger korrekt på ryggen), men det tunge hovede vendes ikke med rundt. Hurra! Det har virket for mig.
Og lige om lidt har hun også lært at bruge sut. Basta. Har fandme brugt en formue på sutter efterhånden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar