Ingen titel dækker

Der er en der er død.
Hun var kun lige omkring de 30 da hun blev diagnostiseret med kræft i foråret 2010, og nu er hun død. Der er min kollegas tætte veninde, og jeg har fulgt med på sidelinjen gennem det hele.
Og der er ganske forfærdeligt og slet ikke fair. Det er et par dage siden hun døde, og det rammer mig igen og igen.
Mens jeg cykler i solskinnet forbi en hæk fuld af fugle der pipper. Hun kommer aldrig til at opleve denne her sommer.
Mens jeg søger jobs igen-igen. Hun kommer aldrig til at have sådan et godt voksenarbejde. Hun var ved at skrive speciale da hun blev diagnosticeret, og har ikke været i stand til at arbejde siden. Det var ikke sådan diagnose-> to gode år.
For brystkræften krævede skrappe midler, og da hun endelig havde overstået en forfærdelig behandling fik hun det dårligt, og det havde spredt sig til hjernen. Operation. Uudholdelig behandling. En ny knude i hjernen. Og sådan fortsatte det og bredte sig til knogler og ætsede også håbet væk.
Det værste var håbet. Men også værdigheden, da det ødelagde hendes rygsøjle og dermed nervernes kontrol over kroppen... og værdigheden.
Hun var stærk. Hun kæmpede imod og udholdte når det var uudholdeligt og deltog i motionsløb med etiketten Proof Of Life på ryggen. (Indtil videre) overlevne cancer-patienter.
Hun kommer ikke til at løbe mere, og hun kommer aldrig til at få lov til at blive gift og få børn. Ikke flere vaffelis og inderlige børnekram.
Når sådan noget rammer kan jeg mærke jeg er kristen. For det trøster at holde fast i troen på at hun er et rart sted, hvor der er løb og vaffelis og børnekram. Hvor det ikke gør ondt mere, men der er græsplæne og solskin og ro og lise. Så det holder jeg fast ved. Den smerte der er tilbage nu er kun hos de efterladte. Den kan være ødelæggende og altoverskyggende nok, men den er ikke hos hende mere. Hun har fået ro, og er nok sammen med Brødrene Løvehjerte i Nangijala.