Der er en familie, de altid har været overvægtige. Fx, helt hypotetisk, mor, far og 3 børn. Alle sammen rimelig store. De 3 børn vokser op og bliver relativt forskellige.
Mellemsøster(nej, ikke Mellemøsten, fjollede autocorrect) kommer efter gymnasiet på højskole(fxsammen med mig), og flytter derfra til København, og ikke tilbage til landet i Nordjylland, hvor hun ellers har boet. I København læser hun, bliver uddannet, får job og taber sig 30-35 kilo over 7-8 år ved hårdt arbejde, virkelig meget træning, endnu mere træning, den helt rigtige kost, og en meget detoxet krop, der heller ikke får sukker i colaen, og passer meget på med alkohol. Hvilket er rimelig svært hvis man også synes det er sjovt at gå i byen, når nu man er single, ung og smuk.
Storebror bliver landbrugsarbejder i vestjylland, og får ikke rigtig taget sig sammen til at tabe sig.
Lillesøster bliver i Nordjylland, længe hos sin mor, siden i Ålborg, og får ikke rigtig taget sig sammen til at tabe sig.
Moren og Faren har lidt svært ved at synes det der københavnerliv er spændende. Og tager ikke rigtig del i Mellemsøsters liv. De har jo også Lillesøster og Storebror meget tættere på. I den lille landsby bliver Mellemsøster opfattet som hende karrierekvinden der fravælger børn, og dyrker caffelattelivet og karrieren. "Du er ligesom hende der Nynne!"
På et tidspunkt får Lillesøster den ide, at dét dér gastric bypass er en god ide.
Moren synes også det er en god ide.
Sundhedsvæsenet synes ikke at Lillesøster er tyk nok til det, det er muligt for hende selv at tabe sig, så de afslår.
...
Moren bestemmer sig for at investere sin datters fremtid, og sponsorerer en rejse til et benelux-land for at få foretaget indgrebet.
Mellemsøster synes det er en dårlig ide. Hun har selv haft svært ved at identificere sig med sin nye krop, og glemmer tit at hun ikke er så stor mere, og er bekymret for lillesøster. Både med indgrebet og det psykiske. Der må vel være en grund til at det danske sundhedsvæsn afslår.
De tager afsted, bliver opereret, og kommer hjem.
Et par måneder senere tager Moren og Lillesøster med Storebror afsted og får lavet en operation på bror. Og mener nærmest det er forrædderi at Mellemsøster ikke tager med for at støtte. Beslutningen bliver taget hurtigt, og Mellemsøster skal på arbejde, og gider egentlig ikke sidde på et tarveligt
hotelværelse og støtte noget hun ikke støtter.
Storebror og Lillesøster taber sig hurtigt, og det er dejligt.
Mellemsøster bliver bare ked af det, når hun hjemme i Nordjylland skal høre på;
Lillesøs; "arhj, prøv lige at se, det er en meeedium, den kan jeg passe, arhj, hvor vildt, skal du ikke også prøve den, hva, Mellemsøs?".
Mellemsøster ved godt hun er en L.
Lillesøs efter tur på badeværelset; "jeg var lige på vægten, der røg sgu et kilo mere, ti hi, hvor er det bare sjovt"
Eller ved hvert måltid " nej, nu kan jeg hellere ikke spise mere","jeg kan jo ikke spise så meget med min nye mave","puh, jeg skal jo også vælge hvad jeg vil spise, jeg kan jo ikke vælge det hele"... Og - så - fucking - videre.
Det sværeste er at Moren bliver ved med at sige "Hvor ER det FLOT, at de har tabt sig så meget. IK-Å, Oluf. Hvor ER DET FLOT!!"
Så synes Mellemsøster det er stregnt. For det er sguda ikke en skid flot. Og Moren har aldrig rost Mellemsøs for det benhårde, langstrakte forløb hun er knoklet igennem. Og de 30 kilo hun selv har tabt.
Nå, men - igen - rent hypotetisk! -hvem er det så mest "flot klaret" af?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar