tirsdag den 4. oktober 2011

Hemmeligheder

 Selvom vejret mener det stadig er i starten af september er vi nogle der har luret at det er under to måneder til første december. Dvs. julegaver. Når man er fattig som jeg er og gerne vil give pæne ting (pænt pakket ind) må man være lidt frisk. Her er fx "tante Frederikke"-gaven. En lille fin ting der ikke koster en masse, men viser at man synes hun er sød uden at hun skal have dårlig samvittighed over ikke at have givet noget til dig. En lædersnor og 3 plastikperler fra søstrene grene. Nok materialer for max 10 kr. Lad snoren være så lang at den kan nå ned under brysterne. Altså at perlerne kan nå ned forbi brysterne og ikke nødvendigvis hvile på maven men i hvert fald være der nede af. Jo længere bryster, jo længere lædersnor. Pakket ind i lidt silkepapir og et pænt bånd skal det nok blive et hit.


All time favorit. Julekalenderen. Og den er meget hemmelig. For hende der skal have den ved det overhovedet slet ikke. Ikke medmindre hendes søster har sladret.
Den har ikke fået ansigt endnu, for det skal lige broderes. Og den har ikke fået små ringe på endnu, for de havde kun hvide eller sorte i forretningen, så jeg pønser lidt på at farve de hvide guld med noget spray.
Men jeg har lavet den ved at tegne den på det der sy-bagepapir, klippe ud, og bagefter folde på midten for at sikre at jeg var nogenlunde symmetrisk. Den består af fødder, nederdel, bluse, hænder, hovede, nissehue og det fine forklæde. Alt undtaget forklædet er klippet ud i stof med 1,5 cm sømrum, så er der lagt tykt pladevat på (med 0,5 cm sømrum) og så er der bare syet ligeud rundt i kanten og vendt rundt. Der er lukket i toppen af fødderne, ved håndleddet, ved halsen  og den lange kant af huen og for blusen og nederdelen er der lukket ved maven med zigzag. Blusen og nederdelen er syet sammen med 2 gange zigzag henover. Det dækkes med forklædet. Ellers er det bare syet på i hånden. Blonden ved foklædekanten er lavet af et gammelt lommetørklæde jeg har passet lidt på mens jeg syede hør på. Forklædet er bare et enkelt lag og det eneste der ikke er pladevat i.  Håret er noget lidt sjovt bukket garn der var på tilbud. I toppen af huen er der syet en hørløkke på som Nissen kan hænge i.
Den er faktisk lidt stor, nok ca en meter høj. Den er ikke så tyk, men man kan vælge at hælde en masse pladevat i nederdelen, blusen og hovedet. Jeg er ret spændt på at give den. Og der følger kalendergaver med, i hvert fald i år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar